lørdag den 2. januar 2010

En anden slags statusopdatering

Så er det vel tid til at gøre en slags status. Egentlig har jeg sådan et skema, som jeg har udfyldt de forrige to år, men det ligger på min gamle computer hjemme hos mine forældre. Foreløbig status altså: Jeg fik ny computer. MacBook. Jeg er vild med den!
Men faktisk var det, som om nytårsaften 08/09 ændrede en masse. Jeg var ked af det. Rigtig, rigtig ked af det. Og kom til at lave den (forfærdelige) klassiske altan-græde-på-venindens-skulder-scene. Hvorefter alt forandrede sig, og jeg gik ind på dansegulvet, som jeg ikke forlod før min dansepartner gjorde...
Så fulgte et par måneder i skiftevis dyb fortvivlelse og den største, håbefulde selvtillid, jeg nogensinde har oplevet. Og så blev jeg forelsket igen. Ikke sådan PANG lige med det samme. Men jeg vidste helt fra starten, at jeg ville lære ham at kende. Og lidt efter lidt overtog han den plads, der var, og lidt efter lidt fjernede han al tvivl. Og så trøstede han mig, da det igen blev nytår.
For da jeg møde nogle venner nytårsaftensdag og blev mindet om, hvor forfærdeligt jeg havde det for et år siden, kom den følelse tilbage. Ikke fordi den betyder noget nu, men fordi den selvfølgelig gjorde det dengang. Jeg begyndte at savne og jeg fik en følelse af, at alt skulle forblive det samme som dengang. Det skal det selvfølgelig ikke, det ved jeg godt. Men sådan er jeg omkring nytår. Det slår aldrig fejl. Nu er det heldigvis d. 2. januar, og nytåret er for længst ovre. Nu kan jeg godt se, at det, jeg har, er så meget bedre end det, jeg gik ind til det gamle år med.
Det bedste bevis kan jeg ikke rigtig dele med jer, da jeg (i hvert fald endnu) ikke lægger outfit-billeder herind. Men hvis I kendte mig, ville I have oplevet, hvordan jeg på alle måder begyndte at turde meget mere i år. Hvordan jeg - forhåbentlig - har fundet en stil, jeg holder fast ved. Da året begyndte turde jeg ikke engang bruge min sorte blazer, fordi jeg syntes, det så for "udklædt" ud. Helt ærligt, det gjorde jeg ikke!
Egentlig tror jeg, det hele begyndte med mit nytårsforsæt. Som jeg har skrevet før, besluttede jeg mig efter sidste nytårsaften for, at jeg mindst en gang om måneden skulle udfordre mig selv. Og det smittede altså af, så jeg langsomt også ændrede tankegang. Også omkring min stil. Det har været hårdt, men jeg er taknemmelig for det. Ikke mindst, fordi det er noget, jeg selv har gjort.
Måtte 2010 forsætte i samme ånd.

2 kommentarer:

  1. Kære Anne, du skriver sådan helt igennem rigtig dejligt! Åh, hvor jeg kender det med nytårsaften. Men hvor er det godt at høre, hvor langt du er kommet, og hvor meget du har opnået. Jeg har også udfordret mig selv og tør meget mere nu, ift. personlig stil, og det smitter altså af på personligheden. Det blev en ret rodet kommentar, men jeg ville bare lige sige det. :)

    SvarSlet
  2. Anne Sofie: Tusind tak! Det er simpelthen så dejligt at høre - både rosen, og at du genkender det :) Pyt med rod, når bare essensen er tydelig... Et kæmpe skulderklap til os begge to, og god vind i 2010!

    SvarSlet