onsdag den 3. marts 2010

Om usynlige venner

Her ligger jeg og er syg. Og totalt urolig og stresset over, at jeg i forvejen har spildt al for megen studietid til, at jeg kan tillade mig at spilde mere. Og stresset over, at om jeg så bruger min tid fornuftigt, så ved jeg ikke, om det, jeg får ud af det, kan bruges til noget senere.
Men forleden gik noget op for mig: Selvom jeg på et tidspunkt skulle finde ud af, at jeg vil bruge min tid på noget andet, så er denne tid ikke spildt. Det er vigtigt, vigtigt, vigtigt at huske på! Heldigvis er der andre rundt omkring, som kan hjælpe mig med at huske det. Som Betty. Hun kigger på mig ud gennem computerskærmen på en måde, som om hun tænker, at det er ligemeget, om jeg allerede er bagud i forhold til de 20-årige moderedaktører på forreste række til modeugen. Fordi jeg er ved at blive et menneske. På en anden - og langt mere menneskelig - måde.
Billede: le blog de Betty

2 kommentarer:

  1. Hvor er det bare et dejligt indlæg. Du beroligede mig med dette. Jeg har virkelig mange af sådanne små udviklings-åbenbaringer for tiden; det er så fedt, når man kan mærke, at man rykker sig, også selvom alt måske ikke er som man havde forestillet sig.

    Jeg læser i øvrigt stadig din gamle blog i ny og næ. Du skriver virkelig godt (både på den nye og den gamle) og fanger min opmærksomhed! Jeg elsker at læse de personlige ting, men er godt klar over, at det godt kan blive lidt for personligt.
    Men ja, egentlig bare en opfordring til, at du fortsætter, for jeg elsker stadig at læse med.

    SvarSlet
  2. Anne Sofie: Tak, altså!! Det er underligt, men det er også den (beroligende) effekt, jeg nogle gange opnår at have på mig selv, når jeg skriver de her indlæg. Ofte når jeg læser mine gamle indlæg, kan jeg slet ikke huske, at jeg har skrevet dem. Men hvor er det fjollet, at man ligesom skal se sig selv udefra, før man "tror på", at man er god og rigtig nok... Dejligt, at du også får noget ud af det :)
    Og PS. Ja, nogle gange føles det næsten, som om man rykker sig mere, når alt netop ikke er, som man havde forestillet sig. Og hvor er det fedt!! (Overload af livsglæde, jeg ved det, men solen skinner så dejligt udenfor...)

    SvarSlet