Venner kommer og går, det ved jeg, og det kræver meget at opbygge venskaber. Især når man aldrig har været særligt god til det det med at opsøge folk, stille sin person til vurdering og tro på, at man var sjov eller klog eller smuk nok at være sammen med. Men min bedste ven, min allerbedste ven, hende behøver jeg ikke holde på. Hun er der altid, og det vil hun altid være.
Min kæreste har mange venner og vennekredse, som han omgås med jævnt. Selv har jeg vist kun et par perifere grupper af venner, og selvom de er fantastisk søde, er de er ikke engang sådan nogen, som jeg ringer til, hvis der sker noget vigtigt. Det gør jeg derimod med min bedste veninde. Og når jeg har snakket i telefon med hende siger min kæreste altid:
"Det kan godt være, du ikke synes, at du har nok venner... Men jeg har altså ikke en eneste ven, jeg er ligeså tæt med, som I to er".
onsdag den 8. december 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar