Da festerne var forbi for mit vedkommende (to), tog jeg huen af og vidste, at jeg aldrig havde været mere fortabt. Så fulgte et halvt år, mindst, med konstant og synkron jobsøgning og frygt for at få et job. Det blev ikke nemmere af at blive afbrudt af en skulderoperation som sendte mig på standby i mange uger. Ikke bare i jobsøgningen, men i det hele. Og så opdagede jeg en ny verden. Jo, det var det faktisk. En verden, hvor jeg kunne være med. De andre kunne lide mig. I andre kunne lide mig. I roste mig og sagde, at I havde det på samme måde. Hvad det så end var. Jeg fik en identitet, som jeg kunne lide, men som ingen i min virkelige verden kendte. Ikke rigtigt, i hvert fald. Og når verden og jeg selv faldt sammen, og jeg følte, at det gjorde for ondt til at kunne rummes, så blev alligevel det en del af mig. Fordi jeg delte det. Jeg byggede mig selv op fra bunden. Og jeg opdagede det måske ikke engang.
Så fik Michaela Forni en kæreste, og hendes blog forvandledes til en parade af photo booth-billeder, hvor han fjoller og/eller hun trutter munden og løfter det ene øjenbryn - helt naturligt. Elin Kling afslørede, at hun faktisk som regel kun lægger outfit-billeder ud på bloggen, når hun har noget særligt på. Her gik man og troede, at hun altid havde noget særligt på. Men nej, der er åbenbart et hav af dage, hvor hun (som hun vist selv beskriver det) bare har "hverdagstøj" på. Det vil sige: Converse, stramme jeans og en oversized strik. Acie blev kendt og kunne ikke længere skrive noget af bare marginalt privat karakter. Hvad blev der af Kollega, Svenskeren og alle de andre? Nu kan vi så bare følge med i, hvilken eksamen der skrives for tiden, og hvad dagens outfit er (læs: Converse, stramme jeans og oversized strik).
Jeg blev studerende og opdagede en ny side af mig selv. En side, som var (næsten) alt det, jeg gerne ville være. Og behovet for at spejle sig i andre for at finde... anerkendelse, måske... det blev meget, meget mindre.
I år tror jeg, at jeg for første gang kan se vognfulde af studenter uden andre tårer end dem af glæde.
Ih, Anne, jeg elsker det her. Det er så fint og personligt, og det gør både ondt og godt indeni.
SvarSletJeg håber, du finder, hvad du søger, og at du får verdens bedste sommer, det fortjener du.
Det er så dejligt at læse, at du er på rette vej. Jeg frygter meget det, du omtaler og føler mig også lidt tom for tiden, indimellem. Vil de mennesker, man har gået sammen med være nogen, der inviterer mig, eller er jeg et overstået, usynligt kapitel?
Jeg ved det ikke, men dit indlæg rammer den følelse, jeg har og frygter.
Ved ikke, om det gav nogen mening, men jeg får huen på til sommer, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med et tomrum og nogle mennesker, jeg endelig har opbygget et forhold til. Mennesker, jeg lige er begyndt at lære at kende, men som sikkert har glemt mig om nogle måneder og sikkert ikke siger hej, når vi mødes til gammel elev-fest.
Men! Jeg er opsat på at nyde hvert et sekund, for denne tid kommer aldrig igen, og livet er, hvad man gør det til. Og jeg har tænkt mig, at min studentertid skal blive helt fantastisk og mindeværdig på den ene eller anden måde!
Anne Sofie: Tak, jeg er i hvert fald godt på vej! Og held og lykke med det hele om en måneds tid. Hvis jeg skal komme med et godt og velment råd, så må det være, at du skal tage til alle de fester, du kan, og se så mange solopgange, som du overhovedet kan komme til. For det bliver uden tvivl lidt tomt bagefter. Hellere have ondt i hjertet over, at noget godt er slut, end over noget, der aldrig nåede at blive godt. Jeg taler af dyrekøbt erfaring...
SvarSlet