Kærlighed

I ved godt, at jeg synes det. Der findes ikke noget finere end kærlighed.
Billede: Eleonore

... hvis tårer var guld.

Jeg var engang nyligt udklækket student. Det er snart tre år siden nu. De andre piger strålede i midsommersolen med deres romantisk flettede hår, deres blomstrede vintage-kjoler og deres naive tro på, at alt blev meget bedre nu. At vi var fri. De tog til endeløse stræk af fester hos de venner, som de havde brugt de foregående tre år på at lære at kende. De var ligeglade med, om nogen ikke inviterede dem, for der var så mange andre...

Da festerne var forbi for mit vedkommende (to), tog jeg huen af og vidste, at jeg aldrig havde været mere fortabt. Så fulgte et halvt år, mindst, med konstant og synkron jobsøgning og frygt for at få et job. Det blev ikke nemmere af at blive afbrudt af en skulderoperation som sendte mig på standby i mange uger. Ikke bare i jobsøgningen, men i det hele. Og så opdagede jeg en ny verden. Jo, det var det faktisk. En verden, hvor jeg kunne være med. De andre kunne lide mig. I andre kunne lide mig. I roste mig og sagde, at I havde det på samme måde. Hvad det så end var. Jeg fik en identitet, som jeg kunne lide, men som ingen i min virkelige verden kendte. Ikke rigtigt, i hvert fald. Og når verden og jeg selv faldt sammen, og jeg følte, at det gjorde for ondt til at kunne rummes, så blev alligevel det en del af mig. Fordi jeg delte det. Jeg byggede mig selv op fra bunden. Og jeg opdagede det måske ikke engang.

Så fik Michaela Forni en kæreste, og hendes blog forvandledes til en parade af photo booth-billeder, hvor han fjoller og/eller hun trutter munden og løfter det ene øjenbryn - helt naturligt. Elin Kling afslørede, at hun faktisk som regel kun lægger outfit-billeder ud på bloggen, når hun har noget særligt på. Her gik man og troede, at hun altid havde noget særligt på. Men nej, der er åbenbart et hav af dage, hvor hun (som hun vist selv beskriver det) bare har "hverdagstøj" på. Det vil sige: Converse, stramme jeans og en oversized strik. Acie blev kendt og kunne ikke længere skrive noget af bare marginalt privat karakter. Hvad blev der af Kollega, Svenskeren og alle de andre? Nu kan vi så bare følge med i, hvilken eksamen der skrives for tiden, og hvad dagens outfit er (læs: Converse, stramme jeans og oversized strik).

Jeg blev studerende og opdagede en ny side af mig selv. En side, som var (næsten) alt det, jeg gerne ville være. Og behovet for at spejle sig i andre for at finde... anerkendelse, måske... det blev meget, meget mindre.

I år tror jeg, at jeg for første gang kan se vognfulde af studenter uden andre tårer end dem af glæde.

Ondt i hjertet

Det har jeg bestemt ikke! Og så alligevel, for det gør nu altid lidt ondt, når jeg hører om kærlighed, der går i stykker. Om det så gælder en helt speciel prinsesse af Sverige eller en langt fra almindelig pige fra Danmark. Det gør ondt, og jeg tror aldrig helt, det holder op.

Billede: Billed Bladet

Og meget mere kærlighed

Hjernen arbejder langsommere om vinteren.

Til gengæld banker hjertet hurtigere om sommeren.

Billede: Le Love

Till there was you

For første gang bryder jeg mig om at stå op, mens det er mørkt. Jeg længes, til klokken bliver tre, og det bliver mørkt igen. Selv ikke den største eksamensopgave kan slå mig ud. Faktisk ville jeg ønske, den varede et par dage mere - ikke fordi, den er svær, men fordi den er så fantastisk spændende. For første gang er jeg rolig.

Foto: Caroline Ghetes

Kærlighed

So let me do the dishes in our kitchen sink - Put you to bed when you've had too much to drink - Oh, I could be the one who grows old with you.

Billede: LeLove

Når man bare ikke kan lade være

En af mine tommelfingerregler. Hvis noget føles så rigtigt, at man bare ikke kan lade være, skal man gøre det. Som at sige "Jeg elsker dig". Så enkelt er det. 

Sådan havde jeg det, da jeg skrev min gamle blog, og sådan har jeg det desværre ikke mere. Jeg har ingen trang til at skrive herinde. Det er ikke, fordi mode og stil og alt det andet ikke interesserer mig - det gør det i høj grad - det er bare blevet en anderledes interesse. Og så føler jeg lidt, at jeg mangler en grad af udstillings-genet. Jeg er træt af danske modeblogge, der konstant linker til hinanden. Det har drænet mig for inspiration - ironisk nok omvendt proportionelt med den danske blogosfæres øgede popularitet. 

Det lyder måske bittert, men det er jeg altså ikke. Kærligheden er bare dukket op et andet sted, så nu stopper den her. Undskyld mig, nu skal jeg ud og leve...