Da festerne var forbi for mit vedkommende (to), tog jeg huen af og vidste, at jeg aldrig havde været mere fortabt. Så fulgte et halvt år, mindst, med konstant og synkron jobsøgning og frygt for at få et job. Det blev ikke nemmere af at blive afbrudt af en skulderoperation som sendte mig på standby i mange uger. Ikke bare i jobsøgningen, men i det hele. Og så opdagede jeg en ny verden. Jo, det var det faktisk. En verden, hvor jeg kunne være med. De andre kunne lide mig. I andre kunne lide mig. I roste mig og sagde, at I havde det på samme måde. Hvad det så end var. Jeg fik en identitet, som jeg kunne lide, men som ingen i min virkelige verden kendte. Ikke rigtigt, i hvert fald. Og når verden og jeg selv faldt sammen, og jeg følte, at det gjorde for ondt til at kunne rummes, så blev alligevel det en del af mig. Fordi jeg delte det. Jeg byggede mig selv op fra bunden. Og jeg opdagede det måske ikke engang.
Så fik Michaela Forni en kæreste, og hendes blog forvandledes til en parade af photo booth-billeder, hvor han fjoller og/eller hun trutter munden og løfter det ene øjenbryn - helt naturligt. Elin Kling afslørede, at hun faktisk som regel kun lægger outfit-billeder ud på bloggen, når hun har noget særligt på. Her gik man og troede, at hun altid havde noget særligt på. Men nej, der er åbenbart et hav af dage, hvor hun (som hun vist selv beskriver det) bare har "hverdagstøj" på. Det vil sige: Converse, stramme jeans og en oversized strik. Acie blev kendt og kunne ikke længere skrive noget af bare marginalt privat karakter. Hvad blev der af Kollega, Svenskeren og alle de andre? Nu kan vi så bare følge med i, hvilken eksamen der skrives for tiden, og hvad dagens outfit er (læs: Converse, stramme jeans og oversized strik).
Jeg blev studerende og opdagede en ny side af mig selv. En side, som var (næsten) alt det, jeg gerne ville være. Og behovet for at spejle sig i andre for at finde... anerkendelse, måske... det blev meget, meget mindre.
I år tror jeg, at jeg for første gang kan se vognfulde af studenter uden andre tårer end dem af glæde.
