torsdag den 30. december 2010

30. december - Et sidste øjeblik

Så blev der ellers stille.

Nu får I alligevel et sidste øjeblik. Der er næsten stille i lejligheden. Den eneste lyd, der høres, er lyden af anslag på tastaturerne på to computere. Nogle gange mere alvorligt end andre. I morgen slutter det år, der allerede er gammelt. Vi vil fejre det med god mad, champagne og udsigten over byens tage, bare os to. Det bedste selskab. Det sidste skriver jeg mest for at overbevise mig selv om, at det er en hyggelig måde at fejre nytår på. Det er det nok også. Man ved, hvad man har. Præcis ligesom man ved, hvad det gamle år har budt én. Hvis det er godt, hvorfor så ændre det? Måtte det nye år bare slutte ligeså lykkeligt som dette.

Nu lød også braget fra en raket et sted i nærheden. Godt nytår!

torsdag den 16. december 2010

16. december - Mit første kys

Nej, det er der virkelig ikke nogen grund til, at I skal indvies i. Mit første kys var ikke noget særligt. Det var længslen efter at prøve det, ligesom alle de andre, og have noget at snakke med om i skolen om mandagen. Sådan var mange af mine første kys. 
Til gengæld har jeg siden fået mange flere af den ægte slags. Dem der kilder i maven og betyder, at der virkelig er en særlig forbindelse - og ikke bare prøver at skabe den. Dem er jeg glad for, allesammen. Og ham, der kysser mig nu, han bliver forhåbentlig ved med det rigtig længe. 
Jeg er bedst til kys, der varer ved, længe efter at de er sluttet.

onsdag den 15. december 2010

15. december - Mine drømme

Når der nu er lidt stilstand i indlæggene, så er det fordi, jeg skal til eksamen i morgen. Og pt. panikker lidt, mens jeg fælder en lille tåre. I går var temaet igen "Hvad havde jeg på i dag", og det syntes jeg ikke, var dybt relevant. I dag vil man så have mig til at skrive om mine drømme. Stort emne, ligesom. Men det kan jeg nu godt sige jer alligevel.
Min største drøm lige nu er, at det går rigtig godt til min eksamen.

mandag den 13. december 2010

13. december - Den her uge

Denne uge byder på min første mundtlige eksamen siden gymnasiet - det vil sige ret lang tid. Jeg er lidt nervøs, men mest spændt. Det skal nok gå. (Og der vanker endnu en i næste uge...)
Derudover er der lidt arbejde. Dog langt fra sidste uges timetal, heldigvis. Udover eksamenslæsningen bliver der tid til lidt julehygge. Fredag skal jeg til julefrokost med uni-holdet. Og lørdag holder hele den store, skønne familie lillejuleaften sammen. Helt klart et af årets højdepunkter! Ih, hvor jeg glæder mig.
Overordnet er jeg fast besluttet på, at denne uge skal stå i hyggens tegn. Masse af te, julegodter og julekalender-kigning. Den er skudt i gang med sushi og shopping her til eftermiddag/aften. Sådan.

12. december - I min håndtaske

I min håndtaske har jeg for tiden det, jeg altid plejer at have med. Det vil sige alt det, jeg kan komme ud for at skulle bruge i løbet af den tid, jeg er væk hjemmefra. Jeg er dog blevet bedre til at skære ned, i takt med at jeg er blevet mere afslappet omkring mig selv. En nogenlunde standard-liste er dog stadig følgende:

  • mobiltelefon
  • pung
  • læbepomade
  • creme til hænder og ansigt (altså den samme...)
  • pudder
  • hårelastik og hårnåle
  • (nøgler har jeg altid i jakkelommen)
Jeg har egentlig længe ønsket mig evnen til altid at have disse vigtigste ting liggende samlet et eller andet sted, så jeg lige kunne smide dem i en taske efter ønske, når jeg skulle ud af døren. Men det er lettere sagt end gjort, når man, hver gang man kommer ind ad døren, smider tasken så hurtigt som muligt og sætter sig ved computeren eller liiige tager 10 minutter foran fjernsynet. Og så, efterhånden som man får brug for læbepomade og creme tager disse ting op og lægger dem tilfældige steder... Efterhånden har jeg alligevel en mental liste over nødvendighederne, så det tager altså ikke mange minutter at have tasken pakket - og hvorfor så gøre alt det ekstra arbejde for at holde orden*?

*I øvrigt én af mine livsfilosofier, lader det til.

lørdag den 11. december 2010

11. december - Mine søskende

Tja, det bliver vel lige lovligt privat, hvis jeg skriver noget alt for konkret nu. Så jeg holder mig til det, man i retorikken kalder platheder. De er nu engang oftest mest rammende for de vigtigste ting her i livet. Og det er passende nok netop dét, mine søskende er. Jeg sætter mere og mere pris på dem. Som små var vi vist mest glade for hinanden, fordi vi aldersmæssigt er meget tætte. Men som årene går, går det også op for mig, hvor tætte vi er på alle mulige andre områder. Så indser jeg, at mine søskende faktisk også er nogle af mine allerbedste venner. De er i mine tanker hver eneste dag. Jeg kan sidde og se noget i fjernsynet og komme til at tænke på en af dem, fordi jeg bare ved, at han eller hun sidder og ser det samme, og tænker akkurat det samme som jeg. Jeg har et helt specielt bånd til hver og én af dem. Jeg ved, at vores forældre har givet os den gave at hjælpe  os til at blive selvstændige mennesker, så vi en gang også kan klare os uden dem. Selvstændige mennesker med stærke familiebånd, forstås. Jeg tror, vi er hinandens grundsøjler. Så selvom stærke mennesker ofte (uundgåeligt) udfordrer hinanden, så er vi ikke helt det samme uden de andre. Det er ikke helt den samme familie, der sidder om bordet, hvis en af os ikke er hjemme til middag. Og så videre.

fredag den 10. december 2010

10. december - Det her havde jeg på i dag

Arbejdstøjet?
Jo, det havde jeg faktisk - bogstaveligt talt og i overført betydning. Heldigvis er mit arbejdstøj forholdsvis fornøjeligt, fordi jeg arbejder i en fantastisk butik, men det er nu hårdt. Og det var bare de sidste 4-5 timer af dagen! Til dagens første gøremål var jeg iklædt lysegrå strikjumper og nederdel i sort/hvidt mønster og med en lille drapering. På arbejde beholdt jeg trøjen på, men nederdelen blev skiftet ud med højttaljede sorte bukser i en slags harems-snit. Nu er nattøjet på. Arbejdstøjet skal frem igen i morgen tidlig.
Godnat.

9. december - Min tro

Jeg er kristen, på en på én gang gammeldags og moderne måde. Det allervigtigste for mig ved min tro er, at alle mennesker har lige stor ret, og at hver og én samtidig betyder hele verden. Sådan tror jeg.
Jeg elsker at være i kirke. Det er stort set det eneste sted i vores samfund, hvor man rigtigt har tid til at sidde og mærke efter, hvordan man har det. Og føle sig ydmyg. Mærke verden lette fra sine skuldre, og samtidig have lov til at føle lige præcis, hvad man vil. Høre orglet bruse og bare sidde og se, hvordan væggene og loftet strækker sig mod himlen. Mærke historien.
Så jeg er ikke troende på den måde, at jeg tror, at alt er Guds eller mit ansvar. Og jeg er ikke troende på den måde, at jeg sætter min lid til troen hele tiden. For mig er det vigtige ikke, om Gud findes, eller hvad der ordret står i Biblen. For mig er troen mere en tanke om, at alt nok skal gå. At der altid er nogen eller noget, man kan søge til, hvis man har brug for det. Gud er kærlighed og tilgivelse - dét er min tro.

onsdag den 8. december 2010

8. december - Et øjeblik

Synes du, det er i orden at tale sådan om mennesker? At være bange for dem, at dømme dem, bare fordi de ikke ligner dig? Synes du, det er i orden at tænke på sig selv før andre? Synes du, det er i orden, hvis du bare stemmer på nogen, der gør det beskidte arbejde for dig? Har du virkelig lyst til at bo i et samfund, hvor man dømmer mennesker efter, hvor "nyttige" de er? Tænker du nogensinde over, hvor hårdt det må være at læse en avis eller se en debat i tv i det her land - og her tænker jeg ikke på grund af sproglige eller intellektuelle udfordringer - hvis man kommer fra et andet sted, eller hvis man bare ikke lige havde held med uddannelse og karriere...? Hvis ikke, så tag dig lige et øjeblik til at tænke over det og sætte dig i deres sted... Det vil jeg gerne, på det inderligste, opfordre dig til.

7. december - Min bedste ven

Venner kommer og går, det ved jeg, og det kræver meget at opbygge venskaber. Især når man aldrig har været særligt god til det det med at opsøge folk, stille sin person til vurdering og tro på, at man var sjov eller klog eller smuk nok at være sammen med. Men min bedste ven, min allerbedste ven, hende behøver jeg ikke holde på. Hun er der altid, og det vil hun altid være.
Min kæreste har mange venner og vennekredse, som han omgås med jævnt. Selv har jeg vist kun et par perifere grupper af venner, og selvom de er fantastisk søde, er de er ikke engang sådan nogen, som jeg ringer til, hvis der sker noget vigtigt. Det gør jeg derimod med min bedste veninde. Og når jeg har snakket i telefon med hende siger min kæreste altid:
 "Det kan godt være, du ikke synes, at du har nok venner... Men jeg har altså ikke en eneste ven, jeg er ligeså tæt med, som I to er".

mandag den 6. december 2010

6. december - Min dag

Jeg har været travlt optaget med studiet i dag. Og vasketøj. Og indkøb. Hele dagen, og den er ikke slut endnu. Der venter to mundtlige eksaminer lige om hjørnet, og samtidig skal jeg arbejde vanvittigt meget i denne uge. Suk. Indtil videre går det dog godt med at bevare den gode stemning! Det er jo jul...

søndag den 5. december 2010

5. december - Hvad er kærlighed?

Kærlighed er 2. søndag i advent, når organisten spiller et helt specielt stykke i kirken. Kærlighed er lige nu og her, og den kan ikke forudsiges eller efterrationaliseres. Kærlighed kan ikke rationaliseres på nogen måde. Kærlighed kan ikke beskrives med ord.
Kærlighed er nok det eneste, jeg aldrig vil kunne få ned på et stykke papir.
Det er dét, der holder os i gang. Hele tiden.

lørdag den 4. december 2010

4. december - Det spiste jeg i dag

Havregrød med kanel og sukker.
Rugbrød med hytteost.

Og nu, snart, kylling og ovnkartofler. Tilberedt med kærlighed. Ikke den slags, som jeg skrev om i går, men den slags, som er rigtig og næsten voksen og varer ved.

Senere... måske popcorn.

fredag den 3. december 2010

3. december - Mine forældre

Det her indlæg tog mig uventet lang tid at skrive. Mine forældre er almindelige. Og ret ualmindelige. De er sådan nogen, som alle i lokalsamfundet ser op til og gerne vil gøre kunsten efter. Med en stor, ualmindeligt velopdragen børneflok. Stor, ualmindeligt velholdt villa. Mange - ualmindeligt mange - ugentlige arbejdstimer. Tænk, at de har kunnet få det til at hænge sammen, og alligevel altid har haft overskud til at hjælpe alle andre - for det har de!
Mine forældre mødte hinanden en sen nattetime på en bar og blev gift ikke så længe efter. Bare sådan. Det er en holdning til livet, som de har holdt ved i mange år. Ikke sådan forstået, at de er decideret impulsive eller skødesløse. Nej, alting er særdeles velovervejet. Og hvis det ikke er, så er de ualmindeligt sikre på, at det er rigtigt alligevel. De kender nemlig sandheden. Det kan være ualmindeligt hårdt at være barn af sådan nogle forældre, når man ikke selv er sikker på noget som helst. Først da jeg endelig fandt ud af, at min sandhed også gælder, blev det hele meget nemmere. Men det kunne de jo sådan set ikke gøre for.
Det tog mig ualmindeligt lang tid at indse dette... men på trods af alle de høje forventninger om at være ligeså ambitiøs og arbejdsom som de selv er, så tror jeg, at det allervigtigste, mine forældre har lært mig, er... at det vigtigste i livet er at være et godt menneske. Og det er helt sikkert ikke tilfældigt.

torsdag den 2. december 2010

2. december - Min første kærlighed

Min første kærlighed. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde siden har været så forelsket. Så helt igennem forelsket, med bankende hjerte og rystende hænder og brændende kinder. Han gik i parallelklassen. Vi gik vel i syvende eller sådan noget. Han var enspænderen, som var god til matematik og den slags (tror jeg) og ikke gik op i øl eller fester eller piger. Heller ikke mig (tror jeg). Fordi han var dreng, gjorde det ikke noget, at han mest gik i træningsbukser, som var lidt for korte, og tilbragte Blå Mandag foran en tv-skærm. Pigerne fniste af ham, og syntes, han var lidt mærkelig. Drengene var ligesom bare ligeglade og snakkede med ham alligevel. Men han var ikke sådan én, som blev inviteret med til festerne. Det var jeg heller ikke. Så der sad vi, på hvert vores værelse, og var alene. Og jeg syntes, at alt ville være meget bedre, hvis vi bare sad der sammen.
Når vi havde undervisning sammen, var vi de bedste venner. På den der lidt kejtede syvende klasse-måde. En halvhård bemærkning sagt med et skævt smil under røde kinder og hastigt flygtende øjne. Små fysiske drillerier - et hugget kladdehæfte eller et puf i siden - som på en og samme tid virkede frygteligt tæt på og slet ikke nær nok. Det var bare, som om vi havde en særlig forbindelse, som ingen andre forstod. Ligesom. Men det gjorde de. Alle talte om det. (Måske også fordi jeg var så forelsket, at jeg ikke kunne lade være med at tale om det). Alligevel skete der aldrig noget. Andet end at jeg kendte hans skema ud og ind og gik en omvej, blev hængende lidt længere eller kom for tidligt ved enhver given lejlighed. Dagligt. Bare for at få et glimt at ham. Og måske - måske - mærke hans blik på mig. I næsten tre år.

For kort tid siden så jeg ham i universitetets boghandel. Lige da gik jeg i syvende klasse igen. Jeg mærkede, at han så mig og genkendte mig. Og da jeg trak min cykel hjemad så jeg ham gå på den anden side af gaden og kigge over på noget. På mig. Ham, min første kærlighed.

1. december - Om mig

Jeg er 23 år og tre og en halv måned. De første 23 år har stort set været lykkelige. På sin vis. En lille grad af social fobi har åbenbart altid ligget og luret i baghovedet, og gjort alting meget sværere, end det egentlig behøvede at være. Jeg har jo godt vidst det. Altså vidst, at jeg ikke altid havde lyst til at tage nogen steder. Arbejde, skole, fester. Jeg fornemmede bare en helt oprigtig modstand og uro i hele min krop. Og det gjorde mig så ked af det. For jeg troede, at det bare var mig, der var doven og ikke gad noget. At det var, fordi jeg kun kunne finde ud af at sidde derhjemme på mit værelse, helt alene. At hvis jeg faktisk tog afsted, så ville jeg nok mest være en belastning for de andre, der var der.
Og så var der en dag en, der satte ord på min modvilje. Social fobi. Ikke meget. Lidt. Nok til at gøre hverdagen til en lille kamp og de hårde dage til store udfordringer. Men jeg fik sat ord på det, og pludselig føltes det ikke længere, som om det var en medfødt del af, hvem JEG er. Det var noget, jeg kunne lægge fra mig, eller i det mindste trumfe. Jeg kunne pludselig skelne imellem de dage, hvor dét gjorde mig urolig og ked af det, og de dage, hvor jeg helt oprigtigt bare havde lyst til at sidde derhjemme og læse bunker af blade eller stå og kigge ind i mit skab i timevis. Og større endnu; jeg indså, at jeg faktisk er et meget socialt menneske. At jeg elsker at være sammen med andre eller bare være ude i verden og iagttage den. Pludselig turde jeg sige noget i undervisningen, selvom jeg godt vidste, at mit hjerte ville banke med dobbelt hastighed i nogle minutter derefter. Jeg kunne notere mig det med interesse: "Nå, mit hjerte slår stadig."
De seneste tre og en halv måned har været gode, selv når de ikke har været det. Jeg er ikke længere min egen værste fjende. Nu ved du det om mig.

December-liste

Jeg har fundet en liste med 30 punkter. Det er åbenbart én, som flere svenske bloggere følger her i december - og nu også jeg. Jeg havde først overvejet at vise et ønske om dagen... men det blev ligesom lidt for intetsigende. Og der er mange af punkterne på denne her liste, som umiddelbart synes som oplæg til gode og spændende indlæg. Det første kommer så lige lidt forsinket i dag...