30. december - Et sidste øjeblik

Så blev der ellers stille.

Nu får I alligevel et sidste øjeblik. Der er næsten stille i lejligheden. Den eneste lyd, der høres, er lyden af anslag på tastaturerne på to computere. Nogle gange mere alvorligt end andre. I morgen slutter det år, der allerede er gammelt. Vi vil fejre det med god mad, champagne og udsigten over byens tage, bare os to. Det bedste selskab. Det sidste skriver jeg mest for at overbevise mig selv om, at det er en hyggelig måde at fejre nytår på. Det er det nok også. Man ved, hvad man har. Præcis ligesom man ved, hvad det gamle år har budt én. Hvis det er godt, hvorfor så ændre det? Måtte det nye år bare slutte ligeså lykkeligt som dette.

Nu lød også braget fra en raket et sted i nærheden. Godt nytår!

16. december - Mit første kys

Nej, det er der virkelig ikke nogen grund til, at I skal indvies i. Mit første kys var ikke noget særligt. Det var længslen efter at prøve det, ligesom alle de andre, og have noget at snakke med om i skolen om mandagen. Sådan var mange af mine første kys. 

Til gengæld har jeg siden fået mange flere af den ægte slags. Dem der kilder i maven og betyder, at der virkelig er en særlig forbindelse - og ikke bare prøver at skabe den. Dem er jeg glad for, allesammen. Og ham, der kysser mig nu, han bliver forhåbentlig ved med det rigtig længe. 

Jeg er bedst til kys, der varer ved, længe efter at de er sluttet.

15. december - Mine drømme

Når der nu er lidt stilstand i indlæggene, så er det fordi, jeg skal til eksamen i morgen. Og pt. panikker lidt, mens jeg fælder en lille tåre. I går var temaet igen "Hvad havde jeg på i dag", og det syntes jeg ikke, var dybt relevant. I dag vil man så have mig til at skrive om mine drømme. Stort emne, ligesom. Men det kan jeg nu godt sige jer alligevel.
Min største drøm lige nu er, at det går rigtig godt til min eksamen.

13. december - Den her uge

Denne uge byder på min første mundtlige eksamen siden gymnasiet - det vil sige ret lang tid. Jeg er lidt nervøs, men mest spændt. Det skal nok gå. (Og der vanker endnu en i næste uge...)
Derudover er der lidt arbejde. Dog langt fra sidste uges timetal, heldigvis. Udover eksamenslæsningen bliver der tid til lidt julehygge. Fredag skal jeg til julefrokost med uni-holdet. Og lørdag holder hele den store, skønne familie lillejuleaften sammen. Helt klart et af årets højdepunkter! Ih, hvor jeg glæder mig.
Overordnet er jeg fast besluttet på, at denne uge skal stå i hyggens tegn. Masse af te, julegodter og julekalender-kigning. Den er skudt i gang med sushi og shopping her til eftermiddag/aften. Sådan.

12. december - I min håndtaske

I min håndtaske har jeg for tiden det, jeg altid plejer at have med. Det vil sige alt det, jeg kan komme ud for at skulle bruge i løbet af den tid, jeg er væk hjemmefra. Jeg er dog blevet bedre til at skære ned, i takt med at jeg er blevet mere afslappet omkring mig selv. En nogenlunde standard-liste er dog stadig følgende:

• mobiltelefon
• pung
• læbepomade
• creme til hænder og ansigt (altså den samme...)
• pudder
• hårelastik og hårnåle
• (nøgler har jeg altid i jakkelommen)

Jeg har egentlig længe ønsket mig evnen til altid at have disse vigtigste ting liggende samlet et eller andet sted, så jeg lige kunne smide dem i en taske efter ønske, når jeg skulle ud af døren. Men det er lettere sagt end gjort, når man, hver gang man kommer ind ad døren, smider tasken så hurtigt som muligt og sætter sig ved computeren eller liiige tager 10 minutter foran fjernsynet. Og så, efterhånden som man får brug for læbepomade og creme tager disse ting op og lægger dem tilfældige steder... Efterhånden har jeg alligevel en mental liste over nødvendighederne, så det tager altså ikke mange minutter at have tasken pakket - og hvorfor så gøre alt det ekstra arbejde for at holde orden*?

*I øvrigt én af mine livsfilosofier, lader det til.

11. december - Mine søskende

Tja, det bliver vel lige lovligt privat, hvis jeg skriver noget alt for konkret nu. Så jeg holder mig til det, man i retorikken kalder platheder. De er nu engang oftest mest rammende for de vigtigste ting her i livet. Og det er passende nok netop dét, mine søskende er. Jeg sætter mere og mere pris på dem. Som små var vi vist mest glade for hinanden, fordi vi aldersmæssigt er meget tætte. Men som årene går, går det også op for mig, hvor tætte vi er på alle mulige andre områder. Så indser jeg, at mine søskende faktisk også er nogle af mine allerbedste venner. De er i mine tanker hver eneste dag. Jeg kan sidde og se noget i fjernsynet og komme til at tænke på en af dem, fordi jeg bare ved, at han eller hun sidder og ser det samme, og tænker akkurat det samme som jeg. Jeg har et helt specielt bånd til hver og én af dem. Jeg ved, at vores forældre har givet os den gave at hjælpe  os til at blive selvstændige mennesker, så vi en gang også kan klare os uden dem. Selvstændige mennesker med stærke familiebånd, forstås. Jeg tror, vi er hinandens grundsøjler. Så selvom stærke mennesker ofte (uundgåeligt) udfordrer hinanden, så er vi ikke helt det samme uden de andre. Det er ikke helt den samme familie, der sidder om bordet, hvis en af os ikke er hjemme til middag. Og så videre.

10. december - Det her havde jeg på i dag

Arbejdstøjet?
Jo, det havde jeg faktisk - bogstaveligt talt og i overført betydning. Heldigvis er mit arbejdstøj forholdsvis fornøjeligt, fordi jeg arbejder i en fantastisk butik, men det er nu hårdt. Og det var bare de sidste 4-5 timer af dagen! Til dagens første gøremål var jeg iklædt lysegrå strikjumper og nederdel i sort/hvidt mønster og med en lille drapering. På arbejde beholdt jeg trøjen på, men nederdelen blev skiftet ud med højttaljede sorte bukser i en slags harems-snit. Nu er nattøjet på. Arbejdstøjet skal frem igen i morgen tidlig.
Godnat.

9. december - Min tro

Jeg er kristen, på en på én gang gammeldags og moderne måde. Det allervigtigste for mig ved min tro er, at alle mennesker har lige stor ret, og at hver og én samtidig betyder hele verden. Sådan tror jeg.
Jeg elsker at være i kirke. Det er stort set det eneste sted i vores samfund, hvor man rigtigt har tid til at sidde og mærke efter, hvordan man har det. Og føle sig ydmyg. Mærke verden lette fra sine skuldre, og samtidig have lov til at føle lige præcis, hvad man vil. Høre orglet bruse og bare sidde og se, hvordan væggene og loftet strækker sig mod himlen. Mærke historien.
Så jeg er ikke troende på den måde, at jeg tror, at alt er Guds eller mit ansvar. Og jeg er ikke troende på den måde, at jeg sætter min lid til troen hele tiden. For mig er det vigtige ikke, om Gud findes, eller hvad der ordret står i Biblen. For mig er troen mere en tanke om, at alt nok skal gå. At der altid er nogen eller noget, man kan søge til, hvis man har brug for det. Gud er kærlighed og tilgivelse - dét er min tro.

8. december - Et øjeblik

Synes du, det er i orden at tale sådan om mennesker? At være bange for dem, at dømme dem, bare fordi de ikke ligner dig? Synes du, det er i orden at tænke på sig selv før andre? Synes du, det er i orden, hvis du bare stemmer på nogen, der gør det beskidte arbejde for dig? Har du virkelig lyst til at bo i et samfund, hvor man dømmer mennesker efter, hvor "nyttige" de er? Tænker du nogensinde over, hvor hårdt det må være at læse en avis eller se en debat i tv i det her land - og her tænker jeg ikke på grund af sproglige eller intellektuelle udfordringer - hvis man kommer fra et andet sted, eller hvis man bare ikke lige havde held med uddannelse og karriere...? Hvis ikke, så tag dig lige et øjeblik til at tænke over det og sætte dig i deres sted... Det vil jeg gerne, på det inderligste, opfordre dig til.

7. december - Min bedste ven

Venner kommer og går, det ved jeg, og det kræver meget at opbygge venskaber. Især når man aldrig har været særligt god til det det med at opsøge folk, stille sin person til vurdering og tro på, at man var sjov eller klog eller smuk nok at være sammen med. Men min bedste ven, min allerbedste ven, hende behøver jeg ikke holde på. Hun er der altid, og det vil hun altid være.
Min kæreste har mange venner og vennekredse, som han omgås med jævnt. Selv har jeg vist kun et par perifere grupper af venner, og selvom de er fantastisk søde, er de er ikke engang sådan nogen, som jeg ringer til, hvis der sker noget vigtigt. Det gør jeg derimod med min bedste veninde. Og når jeg har snakket i telefon med hende siger min kæreste altid:
 "Det kan godt være, du ikke synes, at du har nok venner... Men jeg har altså ikke en eneste ven, jeg er ligeså tæt med, som I to er".

6. december - Min dag

Jeg har været travlt optaget med studiet i dag. Og vasketøj. Og indkøb. Hele dagen, og den er ikke slut endnu. Der venter to mundtlige eksaminer lige om hjørnet, og samtidig skal jeg arbejde vanvittigt meget i denne uge. Suk. Indtil videre går det dog godt med at bevare den gode stemning! Det er jo jul...

5. december - Hvad er kærlighed?

Kærlighed er 2. søndag i advent, når organisten spiller et helt specielt stykke i kirken. Kærlighed er lige nu og her, og den kan ikke forudsiges eller efterrationaliseres. Kærlighed kan ikke rationaliseres på nogen måde. Kærlighed kan ikke beskrives med ord.
Kærlighed er nok det eneste, jeg aldrig vil kunne få ned på et stykke papir.
Det er dét, der holder os i gang. Hele tiden.

4. december - Det spiste jeg i dag

Havregrød med kanel og sukker.
Rugbrød med hytteost.

Og nu, snart, kylling og ovnkartofler. Tilberedt med kærlighed. Ikke den slags, som jeg skrev om i går, men den slags, som er rigtig og næsten voksen og varer ved.

Senere... måske popcorn.

3. december - Mine forældre

Det her indlæg tog mig uventet lang tid at skrive. Mine forældre er almindelige. Og ret ualmindelige. De er sådan nogen, som alle i lokalsamfundet ser op til og gerne vil gøre kunsten efter. Med en stor, ualmindeligt velopdragen børneflok. Stor, ualmindeligt velholdt villa. Mange - ualmindeligt mange - ugentlige arbejdstimer. Tænk, at de har kunnet få det til at hænge sammen, og alligevel altid har haft overskud til at hjælpe alle andre - for det har de!
Mine forældre mødte hinanden en sen nattetime på en bar og blev gift ikke så længe efter. Bare sådan. Det er en holdning til livet, som de har holdt ved i mange år. Ikke sådan forstået, at de er decideret impulsive eller skødesløse. Nej, alting er særdeles velovervejet. Og hvis det ikke er, så er de ualmindeligt sikre på, at det er rigtigt alligevel. De kender nemlig sandheden. Det kan være ualmindeligt hårdt at være barn af sådan nogle forældre, når man ikke selv er sikker på noget som helst. Først da jeg endelig fandt ud af, at min sandhed også gælder, blev det hele meget nemmere. Men det kunne de jo sådan set ikke gøre for.
Det tog mig ualmindeligt lang tid at indse dette... men på trods af alle de høje forventninger om at være ligeså ambitiøs og arbejdsom som de selv er, så tror jeg, at det allervigtigste, mine forældre har lært mig, er... at det vigtigste i livet er at være et godt menneske. Og det er helt sikkert ikke tilfældigt.

2. december - Min første kærlighed

Min første kærlighed. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde siden har været så forelsket. Så helt igennem forelsket, med bankende hjerte og rystende hænder og brændende kinder. Han gik i parallelklassen. Vi gik vel i syvende eller sådan noget. Han var enspænderen, som var god til matematik og den slags (tror jeg) og ikke gik op i øl eller fester eller piger. Heller ikke mig (tror jeg). Fordi han var dreng, gjorde det ikke noget, at han mest gik i træningsbukser, som var lidt for korte, og tilbragte Blå Mandag foran en tv-skærm. Pigerne fniste af ham, og syntes, han var lidt mærkelig. Drengene var ligesom bare ligeglade og snakkede med ham alligevel. Men han var ikke sådan én, som blev inviteret med til festerne. Det var jeg heller ikke. Så der sad vi, på hvert vores værelse, og var alene. Og jeg syntes, at alt ville være meget bedre, hvis vi bare sad der sammen.
Når vi havde undervisning sammen, var vi de bedste venner. På den der lidt kejtede syvende klasse-måde. En halvhård bemærkning sagt med et skævt smil under røde kinder og hastigt flygtende øjne. Små fysiske drillerier - et hugget kladdehæfte eller et puf i siden - som på en og samme tid virkede frygteligt tæt på og slet ikke nær nok. Det var bare, som om vi havde en særlig forbindelse, som ingen andre forstod. Ligesom. Men det gjorde de. Alle talte om det. (Måske også fordi jeg var så forelsket, at jeg ikke kunne lade være med at tale om det). Alligevel skete der aldrig noget. Andet end at jeg kendte hans skema ud og ind og gik en omvej, blev hængende lidt længere eller kom for tidligt ved enhver given lejlighed. Dagligt. Bare for at få et glimt at ham. Og måske - måske - mærke hans blik på mig. I næsten tre år.

For kort tid siden så jeg ham i universitetets boghandel. Lige da gik jeg i syvende klasse igen. Jeg mærkede, at han så mig og genkendte mig. Og da jeg trak min cykel hjemad så jeg ham gå på den anden side af gaden og kigge over på noget. På mig. Ham, min første kærlighed.

1. december - Om mig

Jeg er 23 år og tre og en halv måned. De første 23 år har stort set været lykkelige. På sin vis. En lille grad af social fobi har åbenbart altid ligget og luret i baghovedet, og gjort alting meget sværere, end det egentlig behøvede at være. Jeg har jo godt vidst det. Altså vidst, at jeg ikke altid havde lyst til at tage nogen steder. Arbejde, skole, fester. Jeg fornemmede bare en helt oprigtig modstand og uro i hele min krop. Og det gjorde mig så ked af det. For jeg troede, at det bare var mig, der var doven og ikke gad noget. At det var, fordi jeg kun kunne finde ud af at sidde derhjemme på mit værelse, helt alene. At hvis jeg faktisk tog afsted, så ville jeg nok mest være en belastning for de andre, der var der.
Og så var der en dag en, der satte ord på min modvilje. Social fobi. Ikke meget. Lidt. Nok til at gøre hverdagen til en lille kamp og de hårde dage til store udfordringer. Men jeg fik sat ord på det, og pludselig føltes det ikke længere, som om det var en medfødt del af, hvem JEG er. Det var noget, jeg kunne lægge fra mig, eller i det mindste trumfe. Jeg kunne pludselig skelne imellem de dage, hvor dét gjorde mig urolig og ked af det, og de dage, hvor jeg helt oprigtigt bare havde lyst til at sidde derhjemme og læse bunker af blade eller stå og kigge ind i mit skab i timevis. Og større endnu; jeg indså, at jeg faktisk er et meget socialt menneske. At jeg elsker at være sammen med andre eller bare være ude i verden og iagttage den. Pludselig turde jeg sige noget i undervisningen, selvom jeg godt vidste, at mit hjerte ville banke med dobbelt hastighed i nogle minutter derefter. Jeg kunne notere mig det med interesse: "Nå, mit hjerte slår stadig."
De seneste tre og en halv måned har været gode, selv når de ikke har været det. Jeg er ikke længere min egen værste fjende. Nu ved du det om mig.

December-liste

Jeg har fundet en liste med 30 punkter. Det er åbenbart én, som flere svenske bloggere følger her i december - og nu også jeg. Jeg havde først overvejet at vise et ønske om dagen... men det blev ligesom lidt for intetsigende. Og der er mange af punkterne på denne her liste, som umiddelbart synes som oplæg til gode og spændende indlæg. Det første kommer så lige lidt forsinket i dag...

The silver lining

Jeg fik prøvet Lanvin for H&M-t-shirten. Da jeg så den hænge dér, eneste eksemplar tilbage i xs, blev jeg noget så glad. Printet var virkelig fint. Det samme var de mange pailletter og andre påhæftede dele (om end noget overraskende - det synes jeg ikke, fremgik af billederne på nettet...). Men da jeg fik den på, blev jeg virkelig skuffet. Selve t-shirten var i helt almindelig 100 % bomuld, og virkelig grim i pasformen. Så den kom ikke med hjem. Til gengæld besøgte jeg senere på dagen Gina Tricots hjemmeside. Og se nu bare, hvad jeg fandt der:

Til bare 79 kr! Jeg glæder mig til at trykke "køb" og byde den velkommen hjemme hos mig. Lige nu, tror jeg faktisk.

Endelig?

Jeg har været betaget af denne fine Lanvin-top i flere år efterhånden. Så min glæde var selvfølgelig stor, da jeg så ovenstående t-shirt fra Lanvin X H&M-kollektionen. T-shirten er lidt mere spraglet end min stil, og også mere end den oprindelige top, så jeg vil helst prøve den på, før jeg køber. Jeg krydser fingre for, at der stadig er én tilbage i lille størrelse, når jeg kommer forbi H&M i morgen eftermiddag! (Ellers må jeg vel ty til at smug-kigge på nettet til undervisningen i morgen tidlig...)

Billede: H&M

Ro

Der er på en eller anden måde ved at falde ro over det hele. En eksamensopgave er afleveret, og ihærdige forsøg på at lave overskuelige læseplaner hjælper faktisk lidt på overblikket. Det hele skal nok gå, også eksamenerne i december. Som ovenstående helt uventet beviste for mig, så er der trods alt altid lidt sammenhæng derinde i det lille forvirrede hovede. Det er de to sidste billeder, jeg gemte som inspiration. Jeg vil lade dem tale for sig selv.

Billeder: tv: hentet på Chiccommeuneparisienne - th: Garance Doré

Julen kommer tidligt i år

Jeg har travlt. Og er ramt af sygdom (og måske en lille smule vinter-tristesse, selvom jeg troede, jeg var sluppet af med det i år, og ikke vil indrømme det). I går kunne jeg ikke falde i søvn, fordi jeg ligesom bare kunne mærke stressen. Og det er ikke engang lige nu, det er mere tanken om, at jeg skal til eksamen og arbejde rigtig meget i december og måske ikke får tid til at nyde min yndlingstid på året. I hvert fald ikke så meget som jeg helst ville. 

Jeg har så ondt af mig selv. Så jeg pønser lidt på at bestille noget fra Asos, som har fri fragt til Danmark indtil midnat. For eksempel noget med pailletter. Eller noget der varmer. Eller måske denne søde halskæde, som i bedste "H. C. Andersen møder Nøddeknækkeren"-stil kunne være min tro væbner i december. 

Billede: Asos.com

3 grunde til, at du (sandsynligvis) aldrig ser mig i høje sko

1. Høje hæle passer så uendeligt dårligt ind i min hverdag. Al den cyklen op og ned ad bakker (hvilket er en uundgåelighed i Århus - ligesom brostenene!) er bare lidt for megen fysisk udfoldelse til, at jeg gider at være begrænset af tøj eller sko
2. Min højde. Jeg er ret lille. Eller, sådan normalt lille vel; 165 cm. Og jeg ønsker på ingen måde at være højere. Det er en del af mig at være lille. Og jeg føler mig helt forkert til mode, når jeg pludselig skal se ned på folk, når jeg snakker til dem. Til gengæld føler jeg mig fin og feminin og sød, når jeg er min egen højde.
3. Min personlighed. De er bare ikke forenelige med mit ønske om at være mobil, i stand til at bevæge mig frit omkring stort set alle vegne. Og det er ikke engang selve realiseringen af det, der er det afgørende - men det er det, jeg ønsker at udstråle. I høje hæle udstråler man på et eller andet plan, at man mest er til pynt. Det er også derfor, du (helt sikkert) aldrig vil se mig med lange negle.

Forbilleder

Jeg tror, alle har brug for forbilleder - både virkelig og uvirkelige - for at distancere sig fra sig selv. Det er det der med at se sig selv udefra. Det er nemmere, når man ser det på andre først. Sådan har jeg det i hvert fald. Ikke forstået på den måde at jeg har brug for at kopiere andre. Men når man for eksempel er nervøs for, at andre ikke vil kunne lide, hvis man gør sådan og sådan, så hjælper det at se på andre og mærke, hvad man selv tænker om dem. Som sagt, sådan har jeg det i hvert fald.

Den uvirkelige
Miroslava Duma. Det er nok de færreste, der gør sig forhåbninger om nogensinde at få en stilsans som hende. Og et budget og en garderobe som hendes, i øvrigt. Men hun har overbevist mig om, at min forkærlighed for feminint, klassisk tøj, er i helt rigtig og ikke behøver at betyde lyserødt fra top til tå. Og det er jeg glad for, for den tanke kan jeg ikke klare.

De virkelige
Cecilia Blankens (billedet) og Ebba von Sydow. De har på den anden side overbevist mig om, at min forkærlighed for mode, stil og pæne ting sagtens kan forenes med intelligens og en karriere med et andet indhold. Og at mand og børn ikke behøver at betyde enden på det stilfulde og samfundsinvolverede liv (engang).

Testdag / festdag

Jeg sidder med en eksamensopgave, deraf første del af overskriften. Og så ikke et ord mere om det.

Jeg mindes et nyhedsbrev fra Asos (vist nok) for et år eller to siden (som I nok kan høre, er det et noget vagt minde), hvor de skrev om den forestående "party-season". Det var altså et nyhedsbrev, som kom cirka på denne tid af året. Og dengang tænkte jeg: Jah, det er da rigtigt, der er jo både jul og nytår og alle de der julefrokoster. For der ER jo virkelig mange af dem. Men i år har jeg lagt mærke til noget andet. Det er nemlig væltet ind med invitationer til alle mulige andre fester også. Som om kulden og mørket får folk til at ville trække sammen indendørs og bare feste. På en stilet måde, selvfølgelig. Vinterens fester handler jo om glimmer og tynde strømper og høje sko på en helt anden måde end sommerens gør det!
Nu tabte jeg tråden.
Det, jeg vel egentlig ville sige, var vist bare, at jeg virkelig elsker det her aspekt ved vinteren. Pailletter, dumme upraktiske clutches, pels og tynde, tynde strømper. Hvis I ikke tror mig, så (gen)læs dette indlæg - det siger vist det hele. Jeg tænker stadig på den der bolero en gang imellem...
Billede: Rosie Huntington-Whiteley plus one. Husker ikke hvorfra.

Stoffet, drømme er gjort af.

Det ville være så fint at vågne op i sengetøj med skrivemaskiner, yndige lamper og sko.
Billede: H&M

The gap

Husker I Danielle fra Americas Next Top Model, sæson 6, med det karakteristiske mellemrum mellem fortænderne? Tyra og dommerne bad hende om at få mellemrummet helt fjernet, og det var kun på grund af Danielles egen protest, at hun fik lov til at nøjes med at få det formindsket (til næsten ingenting). En del af dialogen foregik på følgende måde:

Tyra: "Do you really think you can have a Covergirl contract with a gap in your mouth?"
Danielle: "Yes, why not?"
Tyra: "This is all people see," (holder lillefingeren op mellem fortænderne), "easy-breezy-beautiful-Covergirl. It's NOT markatable".

Jeg ved godt, at alt har en tid. Men altså. For en kvinde, der gerne vil fremstå som forkæmper for diversitet, plus size og etnisk mangfoldighed, og som fortaler for en intelligent og tolerant modeverden, er det virkelig ikke særligt dybsindigt.
Her er vi så, fire år senere. Og i et godt stykke tid har vi - om vi vil det eller ej - måtte lægge øjne og ører til lovprisningen af modeller med kæmpestore mellemrum mellem fortænderne! Lara Stone (billedet ovenfor) og Ashley Smith er nogle af de mest omdiskuterede og hyldede modeller netop nu. Og Danielle? Ja, hun vandt jo faktisk sin Covergirl-kontrakt. Gad vide, hvad hun tænker i dag.

Billeder: Hhv. Covergirl og "ved ikke"

Rachel

WAUW!

Billede: Stockholm Streetstyle

Tasken

Alle snakker om, at "it-tasken" nu skal byttes ud med en plasticpose.... Jamen det skal den, Jil Sander siger det selv. Og jojo, det ser da meget fedt ud med sådan en skrig-orange ting. Det minder mig faktisk en del om en gennemsigtig gul pung jeg havde (og følte mig meget moderigtig med) for omkring 10 år siden.
Selv har jeg dog bemærket en endnu federe tendens, til kvinden, der virkelig mener det: et laptop case - og intet andet. Det udstråler virkelig noget seriøsitet. Som om du er typen, der til hver en tid er klar til at stoppe op og lige ordne noget vigtigt arbejde. Skrive en vel-researchet artikel eller en analyse af et eller andet vigtigt (og indviklet). For når man går rundt med sit laptop case som eneste taske, er det selvfølgelig fordi, man er typen, som langt fra er fjantet nok til at smide flere måneders husleje efter en moderigtig taske. Ej heller bruger man sin tid eller computer på noget så ligegyldigt som at blogge. Eller, sådan ser det i hvert fald ud...
Billede: The Sartorialist

Nybegynder

Jeg har været virkelig modvillig til at give helt efter for lille Tavi og hendes fantastiske skriverier. Der er to grunde. For det første, fordi hun er meget ung, og helt ærligt, jeg har det svært med folk, der er yngre end jeg og alligevel har mere styr på verdenssituationen (i en eller anden form). For det andet fordi jeg synes, hendes stil er ret mærkelig, og helt ærligt, det er da ikke det, det der mode går ud på, vel? Grund nummer to demonstrerer vel egentlig ret godt grund nummer et...
Men en gang imellem kigger jeg alligevel forbi, som nu her for et par minutter siden. Og hendes seneste indlæg ramte virkelig plet. Det handler netop om det komplekse i modens verden, om hvad der er rigtigt og forkert, og ikke mindst om, hvad der egentlig er vigtigt. Særligt nedenstående citat, leveret af Kathleen Hannah i en samtale omkring New York Fashion Week, front row-pladser og streetstyle-fotografer:

"Who cares? People are dying"

That's it. Nu ryger hun altså på min liste.

Billede: Style Rookie. Rimeligt intetsigende i øvrigt, men jeg syntes bare ikke, hendes personlige outfit-billeder var pæne nok. Hun går i noget meget mærkeligt tøj. Helt ærligt, det er da ikke mode, vel?

Salat på den spændende måde

Chiara er den der klassiske skønhed, som åbenbart kan gå i alt. Også det helt enkle (som jo faktisk ikke er så nemt at fuldføre). Det, der gør hende så aldeles vellykket i stedet for kedelig, er, at hun altid giver sin stil et lille element i en anden retning end den overordnede- så som et armbånd med dødningehoveder til en hvid blondetop eller et lyserødt plastic-ur til et ellers gennemført hippie-rock-koncert-outfit. Altid holdt rimeligt enkelt med hensyn til sammensætningen af silhouetter og farver. Altid velplejet og organiseret.
Nå ja, og så skader det jo heller ikke, at hun skriver på både italiensk og engelsk...

Billeder: The Blonde Salad

jag går inte upp ur sängen för mindre än 10 000 spänn.

Der er en sag, som de seneste dage har fået mig til at sidde klistret til computerskærmen, og det er valget i Sverige. Ikke fordi det som sådan interesserer mig, udover at det egentlig er lidt spændende at følge med i, fordi det på mange måder minder meget om valg i Danmark. Nej, hovedårsagen er, at der er opstået voldsom furore på grund af partiet Moderaternas brug af bloggere som "ambassadører". Jeg bruger det ord, fordi det er det, de omtalte bloggere selv betegner forholdet som. Hele sagen begyndte med, at nogle af de ret prominente bloggere skrev lidt om Moderaterna her og der. Michaela Forni, som jeg følger fast og hvis rolle i dette jeg derfor er mest opdateret på, viste først en valgfilm, som handlede om kærlighed på jobbet, og som hun skrev at hun syntes var så fin, så fin. Hun understregede samtidig, at det ikke nødvendigvis var, fordi hun ville stemme på dem, men at hun var meget interesseret i valget og ville skrive mere om sine personlige holdninger senere. Senere fulgte så flere indlæg, hvor hun erklærede, at hun faktisk ville stemme på Moderaterna. Hun gav udtryk for, at hun var særdeles begejstret for den politiske diskussion, der opstod på hendes blog, men bad folk om at holde en sober tone. Forståeligt. Jeg fulgte spændt debatten, og det har hele tiden været min opfattelse, at langt de fleste har stillet hende nogle meget oplyste og kritiske spørgsmål på en rigtig fin måde. At der er nogle få, som går over stregen (fra begge politiske fløje!) er vel at forvente, især for en blogger, der er vant til at få spydige kommentarer om, hvad hun ellers skriver på bloggen.

MEN. Undervejs skete der så det, at der kom en artikel på nettet, som videregav et rygte om at Moderaterna skulle have givet en række bloggere (heriblandt frøken Forni) 10.000 kr for at skrive et antal indlæg om dem. Og så begyndte kritikken og spørgsmålene (forståelig, synes jeg) at flytte sig fra det politiske til denne sag. Men der gik, så vidt jeg husker, flere dage, før bloggerne selv udtalte sig. Og da de endelig gjorde det, var det med vage forklaringer, som at de havde fået betaling for at arrangere et event for partiet, men ikke for at skrive indlæg - eller at de slet ikke var blevet betalt - osv. Ikke helt overensstemmende forklaringer. Moderaterna har derimod udtalt, at de har betalt nogle bloggere for at være "ambassadører" for partiet, for at nå ud til de unge førstegangsvælgere - og så kan man jo spørge sig selv, om det så er noget, de kun er, mens de er til en enkelt begivenhed, eller om det er noget, de er indtil efter valget... Men det er sådan set ikke det alvorlige. Jeg synes, det værste ved den her sag, er, at bloggerne ved deres adfærd har udstrålet, at de prøvede at skjule noget. Deres blogge er personlige, og de skriver om deres job og dagligdag i dem. Derfor synes jeg også sagtens, de kan skrive politiske holdninger i dem. Især hvis det er en del af deres job at arbejde for et parti til et event. Men så burde Michaela Forni have skrevet fra starten, at hun ville stemme på Moderaterna, og at hun var blevet ambassadør for dem for at hjælpe deres valgkamp. Så enkelt kunne det have været! Derefter kunne hun have skrevet så meget, hun ville, om deres film og deres politik, og opfordret til diskussion i en sober tone. I stedet valgte hun at skjule sit professionelle samarbejde med et parti, som hun helt åbent støttede i sin blog. Og hun valgte at ignorere hundredevis af kommentarer og spørgsmål. Hvilket fik hende til først at fremstå som en, der ikke var særligt godt inde i partiets politik (pga. argumenter, der lyder som taget ud af en pjece), dernæst som en, der var købt af partiet, men prøvede at skjule det. Og senere endnu - både på twitter og bloggen - som en, der ikke har respekt for sine læsere, med mindre de er enige med hende.

Det bedste, der indtil videre er kommet fra Michaelas egen side, var da hun for et par timer siden tweetede:

jag går inte upp ur sängen för mindre än 10 000 spänn.

Med mindre det altså er ment som en spydig bemærkning til læserne, som hun nu flere gange har udvist noget, der minder om afsky, overfor. For jeg tror, hendes eneste mulighed for at komme ud af denne sag med værdigheden i behold er a) at vise selvironi og overskud nok til at lave sjov med den, og b) at komme med en ordentlig undskyldning til læserne for hendes håndtering af samarbejdet med Moderaterna og læsernes spørgsmål til samme.

Af hensyn til længden på dette indlæg, har jeg været nødt til at skære nogle detaljer væk. Men jeg vil på det kraftigste opfordre alle, der interesserer sig for politik, kommunikation, reklame, blogge, samfundet eller noget lignende til at sætte sig ind i sagen og følge dens udvikling. Indtil videre har Stureplan.se, hvor Michaela og en anden "ambassadør" blogger, fjernet alle deres indlæg vedrørende politik!

Gør det nu bare

Måske... har jeg nu fundet formlen for, hvordan jeg passer ind her.

Da jeg sidst stoppede med at skrive, var det, fordi jeg ikke kunne forlige mig med billedet af mig selv som en del af blogger-verdenen. Altså, den modebloggende, ukritiske, selviscenesatte blogger-verden. Jeg synes faktisk, den for det meste er direkte spændende at følge med i - men jeg kan ikke bidrage på dén måde. Og hvordan tackler man lige det? At være fascineret af og interesseret i mode på et meget højere plan end de fleste i min omgangskreds. Mode er jo overfladisk. Jeg tacklede det slet ikke. Jeg fulgte en masse blogs mere eller mindre i skjul, og kun min kæreste kendte til min egen blog - uden dog nogensinde at få lov til at se den. Jeg skammede mig lidt. Eller, jeg var i hvert fald ikke stolt. Men på det seneste er noget faldet på plads for mig.

Jeg har fundet ud af, at jeg er en tolerant og alsidig person. En alt-med-måde-person. Hende, der siger "Én fugl i hånden er bedre end ti på taget". Der ser tingene fra alle sider for at træffe den rigtige beslutning. Man skulle tro (hvilket jeg også gjorde), at det er svært, når man samtidig gerne vil have mange bolde i luften og følge med i det hele. Men det er alligevel gået op for mig, at min interesse for alt det overfladiske bare er ét aspekt af min interesse for samfundet. Og modebloggene har været et meget nærliggende sted at følge med i, hvordan andre lever deres liv. Dér, hvor åbenbaringen* kom, var da jeg begyndte at beskæftige mig meget mere med andre ting. Som for eksempel mit studie. Og mit liv. Pludselig dalede interessen for rigtig mange af bloggene. Og jeg læste alting på en anden måde. Kritisk.

(Klogt, synes jeg selv).

Pointen er, at jeg nu føler mig meget mere som et helt menneske. Med noget på hjerte. Da jeg for lidt siden traf beslutningen om at tage tråden op igen herinde, læste jeg alle mine gamle indlæg igennem for at se, om jeg nu kan stå inde for at lade folk, jeg kender, kende bloggen. Jeg har trods alt skrevet nogle ret personlige ting fra tid til anden. Og det var svært at læse nogle af de gamle indlæg og tænke på, at der måske rent faktisk er nogen, der kommer til at læse dem. Men de indlæg, der var allermest pinlige at læse, var dem, der ikke handlede om noget**. Jeg kunne ikke genkende mig selv i dem.

Så velkommen til nye og gamle læsere. Jeg glæder mig.

*Ja, lad os da bare være store i slaget.

**Det vil sige meningsløse opremsninger af tøj og sko, som jeg faktisk bare havde postet, for at vise et eller andet

For sidste gang

Det var så det. Det blev aldrig helt det samme, vel? Jeg prøvede på at nå 100 indlæg, men jeg kan bare ikke. 99 er også rundt nok for mig. Og det forrige indlæg har jeg helt lyst til at slette. Nej, det er ikke her, det sker, mere. Hav det godt :)

Hvordan...

... ser man mon Kate Lanphear i øjnene, når man taler med hende?

Billede: Jak & Jil

... hvis tårer var guld.

Jeg var engang nyligt udklækket student. Det er snart tre år siden nu. De andre piger strålede i midsommersolen med deres romantisk flettede hår, deres blomstrede vintage-kjoler og deres naive tro på, at alt blev meget bedre nu. At vi var fri. De tog til endeløse stræk af fester hos de venner, som de havde brugt de foregående tre år på at lære at kende. De var ligeglade med, om nogen ikke inviterede dem, for der var så mange andre...

Da festerne var forbi for mit vedkommende (to), tog jeg huen af og vidste, at jeg aldrig havde været mere fortabt. Så fulgte et halvt år, mindst, med konstant og synkron jobsøgning og frygt for at få et job. Det blev ikke nemmere af at blive afbrudt af en skulderoperation som sendte mig på standby i mange uger. Ikke bare i jobsøgningen, men i det hele. Og så opdagede jeg en ny verden. Jo, det var det faktisk. En verden, hvor jeg kunne være med. De andre kunne lide mig. I andre kunne lide mig. I roste mig og sagde, at I havde det på samme måde. Hvad det så end var. Jeg fik en identitet, som jeg kunne lide, men som ingen i min virkelige verden kendte. Ikke rigtigt, i hvert fald. Og når verden og jeg selv faldt sammen, og jeg følte, at det gjorde for ondt til at kunne rummes, så blev alligevel det en del af mig. Fordi jeg delte det. Jeg byggede mig selv op fra bunden. Og jeg opdagede det måske ikke engang.

Så fik Michaela Forni en kæreste, og hendes blog forvandledes til en parade af photo booth-billeder, hvor han fjoller og/eller hun trutter munden og løfter det ene øjenbryn - helt naturligt. Elin Kling afslørede, at hun faktisk som regel kun lægger outfit-billeder ud på bloggen, når hun har noget særligt på. Her gik man og troede, at hun altid havde noget særligt på. Men nej, der er åbenbart et hav af dage, hvor hun (som hun vist selv beskriver det) bare har "hverdagstøj" på. Det vil sige: Converse, stramme jeans og en oversized strik. Acie blev kendt og kunne ikke længere skrive noget af bare marginalt privat karakter. Hvad blev der af Kollega, Svenskeren og alle de andre? Nu kan vi så bare følge med i, hvilken eksamen der skrives for tiden, og hvad dagens outfit er (læs: Converse, stramme jeans og oversized strik).

Jeg blev studerende og opdagede en ny side af mig selv. En side, som var (næsten) alt det, jeg gerne ville være. Og behovet for at spejle sig i andre for at finde... anerkendelse, måske... det blev meget, meget mindre.

I år tror jeg, at jeg for første gang kan se vognfulde af studenter uden andre tårer end dem af glæde.

Ondt i hjertet

Det har jeg bestemt ikke! Og så alligevel, for det gør nu altid lidt ondt, når jeg hører om kærlighed, der går i stykker. Om det så gælder en helt speciel prinsesse af Sverige eller en langt fra almindelig pige fra Danmark. Det gør ondt, og jeg tror aldrig helt, det holder op.

Billede: Billed Bladet

Den nøgne sandhed

Jeg kunne bare ikke lade være...

Jeg har lige udfyldt et spørgeskema til en eller andens bacheloropgave gennem Acies blog - hvornår holder jeg op med at gå derind?? - og skulle svare på, hvad jeg ville vælge, hvis jeg kun måtte vælge enten modeblogs eller modemagasiner.

Det var faktisk det spørgsmål, der tog mig kortest tid at besvare. Iberegnet dem om køn og alder.

Billede: Natasha Poly i Numéro Tokyo, april 2010, fra Zimbio.com

Nedtælling

Der er meget at se til for tiden. I går fik jeg faktisk udrettet noget. Jeg løb, og jeg fik bestilt en bunke materialer til en af mine eksamensopgaver. Og så leverede jeg et par ting tilbage i H&M og købte jeg en fantastisk stor ring fra Pilgrim med tilskud fra et gavekort - så dagen endte på en måde med økonomisk overskud!

Jeg ved ikke, hvorfor dette billede inspirerede mig. Men det gjorde det.

Billede: Garance Doré

Varme

Alting er bare så meget nemmere om foråret, når man vågner, og det er lyst, og man kan mærke varmen i det øjeblik, man rammer en stribe sol.

Gammel vin med nye øjne

Når inspirationsniveauet synker og synker - og synker - så er noget af det bedste, man kan gøre, at gennemgå gammel og glemt inspiration. Sortere det nu uinteressante fra og se, hvordan man selv har ændret stil. I give you: the Olsens:

Billeder fra mange forskellige steder ...

Lige nu

vil jeg så gerne have:

Prikkede strømpebukser (why, oh WHY købte jeg dem dog ikke i går, da jeg stod med dem i hånden, og egentlig kun var taget i byen med det formål??)

Pudderfarvet, feminin top uden ærmer

Langt, bredt tørklæde. Make room, Ulla!

Lille Chanel-jakke-lignende cardigan i mørkeblå

...

(listen fortsætter, men jeg er jo på et stramt budget) + (Har I i øvrigt snart fået nok af at høre om det?)

Billede: Style.com

Afslapning

Jep, jeg vil tilbringe min lørdag sådan her. Bytter dog de skulpturelle plateau-sko ud med en omgang faglitteratur...

Billede: Karlascloset.com

"We also saw a new woman make an appearance, fresher, softer than previous seasons, you remember, the one that dressed all in black, perched in killer heels and covered in studs… The woman today has pink cheeks, wears camel, khakis, and a messenger bag because it’s more comfortable.

I don’t know about you, but this definitely made me so wonderfully hopeful about the future. Do you feel the same way I do? What were your favorite collections?"

-Garance Doré

Jo, jeg er da håbefuld, på min egen fatalistiske måde. Jeg er da glad for, at verden kan se, at den feminine, stærke og ikke mindst camel-klædte kvinde er det bedre - og mere kvindelige - alternativ. Men helt ærligt, det kan verden jo ikke. Om få år er vi tilbage til nitter og power-skuldre, platinblond hår til sort, sort og sort. Og så kommer angsten, fordi

1) mens hele verden hopper på Celine-bølgen og er kvindER, er jeg jo bare ligesom alle de andre

og

2) når alle de andre igen har glemt, at bløde nuancer er pæne og rolige og feminine, vil jeg være håbløst umoderne.

What's the point? Really...?

Billede: The Sartorialist

Og hvorfor

vil jeg dog flytte fra landet, hvor regnvåd jord i mild forårsluft dufter allerbedst?

Billede: Sofia Coppola i UK Vogue, august 1994

(Ikke) Interesseret

Hende der Acie flytter fra storby til storby og kaster sig ud i det ene eventyr efter det andet... Hvorfor kan jeg ikke finde ud af sådan noget? Hvorfor bliver jeg så sindssygt misundelig af at læse om det? Og så ked af det? Jeg gider jo ikke engang følge hendes blog. Hvorfor gør jeg det så? Fordi. Det var jo mig, der burde flytte til solrige Californien, hvor det aldrig bliver mørkt og man ikke får vinterdepressioner. Hvor man går i fine kjoler og høje hæle og ikke skal bekymre sig om cyklens og modens anatomier og uforeneligheder. Hvor man læser til eksamen i løbet af en 1,5-minuts montage til glad indierock.

Hvor man er glad, måske?

Billede: Ved ikke

Forår

Jeg synes, den her kjole er meget, meget fin.

Billede: H&M

Post Scriptum

Det gode ved usynlige venner er, at de helt og holdent er et produkt af en selv, et udtræk af ens tanker. Man må bare lære at anerkende de tanker. Og sig selv.

Om usynlige venner

Her ligger jeg og er syg. Og totalt urolig og stresset over, at jeg i forvejen har spildt al for megen studietid til, at jeg kan tillade mig at spilde mere. Og stresset over, at om jeg så bruger min tid fornuftigt, så ved jeg ikke, om det, jeg får ud af det, kan bruges til noget senere.

Men forleden gik noget op for mig: Selvom jeg på et tidspunkt skulle finde ud af, at jeg vil bruge min tid på noget andet, så er denne tid ikke spildt. Det er vigtigt, vigtigt, vigtigt at huske på! Heldigvis er der andre rundt omkring, som kan hjælpe mig med at huske det. Som Betty. Hun kigger på mig ud gennem computerskærmen på en måde, som om hun tænker, at det er ligemeget, om jeg allerede er bagud i forhold til de 20-årige moderedaktører på forreste række til modeugen. Fordi jeg er ved at blive et menneske. På en anden - og langt mere menneskelig - måde.

Billede: le blog de Betty

Og meget mere kærlighed

Hjernen arbejder langsommere om vinteren.

Til gengæld banker hjertet hurtigere om sommeren.

Billede: Le Love

Penge er kun papir

Men hvem der dog bare havde 2600 kr til et par Acne Pistol ankelstøvler!

Billede: Acne Online Shop

Muligheder

Er det bare mig, eller er de her ringe ikke super fine? Jeg er vild med fænomenet med flere ringe på én gang, men er normalt ikke så god til at føre det ud i livet selv. Med dem her tror jeg, det ville være noget andet...

Billede: H&M

Indviklet

Kan livet virkelig være så enkelt?

Jeg ved ikke helt, hvor jeg er lige nu. Til stede er jeg ikke, det er helt sikkert. Men det føles, som om jeg dag for dag finder lidt mere ud af det. Tænk, at det skal være nødvendigt at huske sig selv på at blinke og opdage, at man faktisk bare sidder ved sit skrivebord og skal læse to kapitler i en bog, og at verden ikke ligger på ens spinkle skuldre. Og tænk, at det faktisk kun lykkes mig få gange på en hel dag. Det er ikke mærkeligt, at jeg ikke udretter synderligt meget og dog føler, at jeg aldrig har et øjebliks ro.

Billede: The Sartorialist

Stop!

Hatar när livet går så fort att man inte hinner känna hur det smakar.

Michaela Forni

Helt almindelig

Jaja, den kvikke fashionista har selvfølgelig bemærket at tasken i forrige indlæg ikke rigtig er i lak, men nærmere en slags meget skinnende skind-imitation. Gud, hvor lyder det ikke charmerende. Det er også ligemeget nu, for i lørdags fandt jeg den perfekte hverdagstaske. Ikke noget med lak, bare sort. En helt tilpas størrelse og både en lang og en kort rem. Og den passer til alt, hvad jeg ejer. Mission fuldført.

Ind til benet - og kernen

En del af filosofien bag mit shoppebudget er, at jeg vil blive bedre til at mærke, om jeg virkelig, virkelig gerne vil have noget, eller bare vil shoppe. Og resten er selvfølgelig bare at skære forbruget ned til et minimum. Både for økonomiens skyld og samvittighedens. Så jeg går for tiden og vender forskellige ting i hovedet, og det virker faktisk. Nogle ting bliver hængende længe, andre forsvinder som dug for solen, selvom jeg endda prøver at overbevise mig selv til at huske dem. Effektivt, og meget afklarende. Det kan klart anbefales! Hvorom alting er: En af de ting, der har hængt ved længe, er, at jeg mangler en hverdagstaske. En pæn, alminderlig hverdagstaske, som kan rumme i hvert fald en A4-mappe. Og jeg er ved at være sporet ind på, at den skal være i sort lak. Nu har jeg så fundet denne her fra Marc B på Topshops hjemmeside, og den virker som det oplagte bud. Problemet er bare, at jeg ikke kan finde ud af, hvor stor den er. Der står ingen mål derinde! Men mange tak til Topshop, for den ekstra hjælp til at spare...

Billede fra Topshops hjemmeside. Undskyld venligst størrelsen.

Mode

"Det interessante ved den rigtigt klædte er altså ikke, at han eller hun følger moden, for det gør alle, men det ligger i den rigtigt udtænkte umærkeligt fine afvigelse fra moden, som klæder den enkelte..."

PH

Billede: The Sartorialist

Orange

Jeg er blevet helt vild med orange. Først da jeg så kronprinsesse Mary til nytårskur og nu igen, da jeg (gen)så Ashley Olsen i denne fantastiske kjole.

Billede: Style.com

Forårsfornemmelser

Et af mine nytårsforsætter går ud på at spare på garderobe-shoppingen. De nærmere detaljer vil jeg ikke røbe - det er nok, at min kæreste kender dem! Men én ting er sikkert: I slutningen af marts skal jeg død og pine have fingre i noget fra H&Ms The Garden Collection. Økologisk bomuld, yndigt design og priser, der ser særdeles forsætsvenlige ud.

Billeder: H&M

PS. For en god ordens skyld: Kollektionen er ikke kun lavet af økologisk bomuld, men også økologisk linned og genanvendt polyester...

Ord

Klingan læser bøger med tusindvis af ord, hvis man skal tro mundhældet. Selv fandt jeg i går én med meget få. Et lille udvalg af Ingemann-tekster. Ingen billeder. For 10 kroner lykke, dét er, hvad det er!

En anden slags statusopdatering

Så er det vel tid til at gøre en slags status. Egentlig har jeg sådan et skema, som jeg har udfyldt de forrige to år, men det ligger på min gamle computer hjemme hos mine forældre. Foreløbig status altså: Jeg fik ny computer. MacBook. Jeg er vild med den!

Men faktisk var det, som om nytårsaften 08/09 ændrede en masse. Jeg var ked af det. Rigtig, rigtig ked af det. Og kom til at lave den (forfærdelige) klassiske altan-græde-på-venindens-skulder-scene. Hvorefter alt forandrede sig, og jeg gik ind på dansegulvet, som jeg ikke forlod før min dansepartner gjorde...

Så fulgte et par måneder i skiftevis dyb fortvivlelse og den største, håbefulde selvtillid, jeg nogensinde har oplevet. Og så blev jeg forelsket igen. Ikke sådan PANG lige med det samme. Men jeg vidste helt fra starten, at jeg ville lære ham at kende. Og lidt efter lidt overtog han den plads, der var, og lidt efter lidt fjernede han al tvivl. Og så trøstede han mig, da det igen blev nytår.

For da jeg møde nogle venner nytårsaftensdag og blev mindet om, hvor forfærdeligt jeg havde det for et år siden, kom den følelse tilbage. Ikke fordi den betyder noget nu, men fordi den selvfølgelig gjorde det dengang. Jeg begyndte at savne og jeg fik en følelse af, at alt skulle forblive det samme som dengang. Det skal det selvfølgelig ikke, det ved jeg godt. Men sådan er jeg omkring nytår. Det slår aldrig fejl. Nu er det heldigvis d. 2. januar, og nytåret er for længst ovre. Nu kan jeg godt se, at det, jeg har, er så meget bedre end det, jeg gik ind til det gamle år med.

Det bedste bevis kan jeg ikke rigtig dele med jer, da jeg (i hvert fald endnu) ikke lægger outfit-billeder herind. Men hvis I kendte mig, ville I have oplevet, hvordan jeg på alle måder begyndte at turde meget mere i år. Hvordan jeg - forhåbentlig - har fundet en stil, jeg holder fast ved. Da året begyndte turde jeg ikke engang bruge min sorte blazer, fordi jeg syntes, det så for "udklædt" ud. Helt ærligt, det gjorde jeg ikke!

Egentlig tror jeg, det hele begyndte med mit nytårsforsæt. Som jeg har skrevet før, besluttede jeg mig efter sidste nytårsaften for, at jeg mindst en gang om måneden skulle udfordre mig selv. Og det smittede altså af, så jeg langsomt også ændrede tankegang. Også omkring min stil. Det har været hårdt, men jeg er taknemmelig for det. Ikke mindst, fordi det er noget, jeg selv har gjort.

Måtte 2010 forsætte i samme ånd.