Michaela Forni
mandag den 8. februar 2010
Helt almindelig
Jaja, den kvikke fashionista har selvfølgelig bemærket at tasken i forrige indlæg ikke rigtig er i lak, men nærmere en slags meget skinnende skind-imitation. Gud, hvor lyder det ikke charmerende. Det er også ligemeget nu, for i lørdags fandt jeg den perfekte hverdagstaske. Ikke noget med lak, bare sort. En helt tilpas størrelse og både en lang og en kort rem. Og den passer til alt, hvad jeg ejer. Mission fuldført.
fredag den 5. februar 2010
Ind til benet - og kernen
En del af filosofien bag mit shoppebudget er, at jeg vil blive bedre til at mærke, om jeg virkelig, virkelig gerne vil have noget, eller bare vil shoppe. Og resten er selvfølgelig bare at skære forbruget ned til et minimum. Både for økonomiens skyld og samvittighedens. Så jeg går for tiden og vender forskellige ting i hovedet, og det virker faktisk. Nogle ting bliver hængende længe, andre forsvinder som dug for solen, selvom jeg endda prøver at overbevise mig selv til at huske dem. Effektivt, og meget afklarende. Det kan klart anbefales! Hvorom alting er: En af de ting, der har hængt ved længe, er, at jeg mangler en hverdagstaske. En pæn, alminderlig hverdagstaske, som kan rumme i hvert fald en A4-mappe. Og jeg er ved at være sporet ind på, at den skal være i sort lak. Nu har jeg så fundet denne her fra Marc B på Topshops hjemmeside, og den virker som det oplagte bud. Problemet er bare, at jeg ikke kan finde ud af, hvor stor den er. Der står ingen mål derinde! Men mange tak til Topshop, for den ekstra hjælp til at spare...
Billede fra Topshops hjemmeside. Undskyld venligst størrelsen.
søndag den 24. januar 2010
Mode

"Det interessante ved den rigtigt klædte er altså ikke, at han eller hun følger moden, for det gør alle, men det ligger i den rigtigt udtænkte umærkeligt fine afvigelse fra moden, som klæder den enkelte..."
PH
Billede: The Sartorialist
lørdag den 9. januar 2010
Orange
Jeg er blevet helt vild med orange. Først da jeg så kronprinsesse Mary til nytårskur og nu igen, da jeg (gen)så Ashley Olsen i denne fantastiske kjole.Billede: Style.com
Etiketter:
Ashley Olsen,
Orange
tirsdag den 5. januar 2010
Forårsfornemmelser




Et af mine nytårsforsætter går ud på at spare på garderobe-shoppingen. De nærmere detaljer vil jeg ikke røbe - det er nok, at min kæreste kender dem! Men én ting er sikkert: I slutningen af marts skal jeg død og pine have fingre i noget fra H&Ms The Garden Collection. Økologisk bomuld, yndigt design og priser, der ser særdeles forsætsvenlige ud.
Billeder: H&M
PS. For en god ordens skyld: Kollektionen er ikke kun lavet af økologisk bomuld, men også økologisk linned og genanvendt polyester...
Ord
Klingan læser bøger med tusindvis af ord, hvis man skal tro mundhældet. Selv fandt jeg i går én med meget få. Et lille udvalg af Ingemann-tekster. Ingen billeder. For 10 kroner lykke, dét er, hvad det er!
Etiketter:
Ingemann Elin Kling,
Ord
lørdag den 2. januar 2010
En anden slags statusopdatering
Så er det vel tid til at gøre en slags status. Egentlig har jeg sådan et skema, som jeg har udfyldt de forrige to år, men det ligger på min gamle computer hjemme hos mine forældre. Foreløbig status altså: Jeg fik ny computer. MacBook. Jeg er vild med den!
Men faktisk var det, som om nytårsaften 08/09 ændrede en masse. Jeg var ked af det. Rigtig, rigtig ked af det. Og kom til at lave den (forfærdelige) klassiske altan-græde-på-venindens-skulder-scene. Hvorefter alt forandrede sig, og jeg gik ind på dansegulvet, som jeg ikke forlod før min dansepartner gjorde...
Så fulgte et par måneder i skiftevis dyb fortvivlelse og den største, håbefulde selvtillid, jeg nogensinde har oplevet. Og så blev jeg forelsket igen. Ikke sådan PANG lige med det samme. Men jeg vidste helt fra starten, at jeg ville lære ham at kende. Og lidt efter lidt overtog han den plads, der var, og lidt efter lidt fjernede han al tvivl. Og så trøstede han mig, da det igen blev nytår.
For da jeg møde nogle venner nytårsaftensdag og blev mindet om, hvor forfærdeligt jeg havde det for et år siden, kom den følelse tilbage. Ikke fordi den betyder noget nu, men fordi den selvfølgelig gjorde det dengang. Jeg begyndte at savne og jeg fik en følelse af, at alt skulle forblive det samme som dengang. Det skal det selvfølgelig ikke, det ved jeg godt. Men sådan er jeg omkring nytår. Det slår aldrig fejl. Nu er det heldigvis d. 2. januar, og nytåret er for længst ovre. Nu kan jeg godt se, at det, jeg har, er så meget bedre end det, jeg gik ind til det gamle år med.
Det bedste bevis kan jeg ikke rigtig dele med jer, da jeg (i hvert fald endnu) ikke lægger outfit-billeder herind. Men hvis I kendte mig, ville I have oplevet, hvordan jeg på alle måder begyndte at turde meget mere i år. Hvordan jeg - forhåbentlig - har fundet en stil, jeg holder fast ved. Da året begyndte turde jeg ikke engang bruge min sorte blazer, fordi jeg syntes, det så for "udklædt" ud. Helt ærligt, det gjorde jeg ikke!
Egentlig tror jeg, det hele begyndte med mit nytårsforsæt. Som jeg har skrevet før, besluttede jeg mig efter sidste nytårsaften for, at jeg mindst en gang om måneden skulle udfordre mig selv. Og det smittede altså af, så jeg langsomt også ændrede tankegang. Også omkring min stil. Det har været hårdt, men jeg er taknemmelig for det. Ikke mindst, fordi det er noget, jeg selv har gjort.
Måtte 2010 forsætte i samme ånd.
torsdag den 31. december 2009
Dedikeret

Jeg har en kæmpe stak af gamle Costume-numre liggende hjemme på mit gamle værelse. De var simpelthen for tunge at slæbe med, da jeg flyttede, så kun de allervigtigste (og seneste) numre klarede udvælgelsen. Men efter at denne måneds nummer var landet i postkassen, sagde jeg mit abonnement op. Flere års trofast Costume-læsning er sandsynligvis ved vejs ende. Først og fremmest af økonomiske årsager. Men også, fordi jeg oplever, at der efterhånden er andre magasiner, jeg ligeså gerne vil læse. Magasiner, som også fokuserer på kultur og livsstil - og det i langt større format end Costume af og til gør. Det skal måske lige nævnes, at det altså ikke er den slags med parforholds-tests og læsernes pinlige historier. Sådan noget er sjovt nok i bilen på vej til Grækenland, men det føder altså ikke min hjerne tilstrækkeligt til hverdag. Nej, jeg er begyndt at have et stort behov for at leve i verden. At læse bøger, se film, måske gå på en udstilling en gang imellem eller i hvert fald læse om den. Finde fine ting til at indrette mit hjem med. Og selvfølgelig, SELVFØLGELIG at læse om mode. Men moden skal ikke være så eksplicit. Det skal jo være en del af mig og alt det andet. Det er det, mode er for mig.
Så med 2009 siger jeg farvel til et gammelt jeg, som i og for sig ikke har været der i lang tid. Nu er det tid til at gå videre.
Billede: costume.dk
søndag den 27. december 2009
Alexa

Jeg fortjener slet ikke flere julegaver. Men det koster som bekendt ikke noget at ønske, og jeg kunne virkelig godt tænke mig en Alexa fra Mulberry. (Og en karrusel).
Billede: Photobucket
Etiketter:
alexa chung,
Mulberry,
Taske
Abonner på:
Indlæg (Atom)