fredag den 26. juni 2009

Når man bare ikke kan lade være

En af mine tommelfingerregler. Hvis noget føles så rigtigt, at man bare ikke kan lade være, skal man gøre det. Som at sige "Jeg elsker dig". Så enkelt er det. 
Sådan havde jeg det, da jeg skrev min gamle blog, og sådan har jeg det desværre ikke mere. Jeg har ingen trang til at skrive herinde. Det er ikke, fordi mode og stil og alt det andet ikke interesserer mig - det gør det i høj grad - det er bare blevet en anderledes interesse. Og så føler jeg lidt, at jeg mangler en grad af udstillings-genet. Jeg er træt af danske modeblogge, der konstant linker til hinanden. Det har drænet mig for inspiration - ironisk nok omvendt proportionelt med den danske blogosfæres øgede popularitet. 
Det lyder måske bittert, men det er jeg altså ikke. Kærligheden er bare dukket op et andet sted, så nu stopper den her. Undskyld mig, nu skal jeg ud og leve...

tirsdag den 23. juni 2009

En mulighed

Jeg synes selv, at det snart må være på tide, at jeg køber mig en ny hverdagstaske, eftersom jeg i 3/4 år nu har brugt den samme sorte H&M-skind-imitation. Jeg vil hellere have en i rigtigt skind, som kan holde længere, og som måske også er en smule pænere. Pt. virker denne taske fra Asos som et ret godt bud. Og så synes jeg også, at den minder en lille bitte smule om Alexander Wang-tasken med nitter under bunden. Bare en lille smule.

tirsdag den 16. juni 2009

3 grunde til at jeg elsker blogge

1: Jeg har haft ret ondt i maven over, at jeg endelig har fundet et sted at bo og nu faktisk er nødt til at flytte. Well, alt er jo relativt, men når man nu er begyndt at betale husleje, virker det lidt fjollet ikke at flytte ind, ikke? Heldigvis fandt jeg dette indlæg af Lotte fra Afashiontale, som netop har købt - KØBT - en lejlighed. Come on, Anne, det er jo bare et lillebitte værelse, og dine forældre bor et kvarters cykeltur væk...
2: Jeg har haft endnu mere ondt i maven over at skulle tage kørekort - men har alligevel besluttet mig for, at det er nødt til at være nu. For helt ærligt, så vil jeg jo gerne. Thank God, seje Emma er igennem det samme. (Og hun bestod ikke køreprøven første gang, så det dør man vel ikke af). Jeg er allerede et stykke inde i teoriundervisningen, og jeg synes faktisk, det er sjovt. Hvilket ingen af mine venner forstår, det er åbenbart ikke meningen?
3: Garance Doré, The Sartorialist og Jak & Jil på min nye MacBook!! Jeg elsker, elsker, elsker den! Og jeg elsker førnævnte blogge. Tilsammen udgør de og computeren et uovervindeligt hold. Fantastisk. 

fredag den 12. juni 2009

Ude af drift

Puha... ramt af en form for vuggestue-virus. Indtaget siden i går klokken 13:
1 kop kaffe
1 revet æble
1 cola
En håndfuld pistacienødder
3 kiks med ost
De to sidste punkter er vel at mærke først kommet til inden for de sidste par timer. Jeg har med andre ord ligget i sengen rigtig længe og prøvet på ikke at bevæge mig. Forfærdeligt. Til gengæld har jeg haft god tid til at læse det nye nummer af Costume, som jeg skrev om i sidste uge. Og det er dælme godt, når man ligger helt nusset og med uvasket hår og føler sig ret grim. Så kan man ligge dér og overveje hvad man vil gøre, når man igen er i stand til at tage et bad. Det vil jeg så fortsætte med nu. Og så håber jeg på at vende tilbage, lidt mere inspirerende, snart!

lørdag den 6. juni 2009

Fra reden

Nu flytter jeg! Jeg har fået tilbudt et såkaldt klubværelse, og jeg skal underskrive kontrakten på mandag. Og så overtager jeg allerede næste mandag!! Det er helt vildt mærkeligt, at det pludselig er så tæt på, det der med at flytte hjemmefra. Men hold op, hvor jeg glæder mig. Også fordi der er lidt af en udfordring i at indrette værelset, da det er 20 kvm. fordelt på et lille værelse og en hems... regn med en del møbel- og indretningsfunderinger her på stedet i den nærmeste fremtid (heldigvis har jeg allerede en lille mappe på computeren med gode ideer - man er vel velforberedt!). Nå, nu smutter jeg tilbage til de argentinske gæster og grillen. Ciao.

tirsdag den 2. juni 2009

Årstider og forsider

Jeg ved ikke, hvad det er med mig og årstiderne. De kan gøre mig så ufattelig lykkelig, at jeg føler mig helt nyforelsket. Især den første fornemmelse af, at en ny årstid er kommet (eller på vej). Jeg vil ikke engang begynde at prøve på at beskrive det nærmere. Det kan godt gå hen at blive grænsende til kvalmt for folk, der ikke forstår det, og det ved jeg ikke, om der er nogen, der gør. Er der? Men ét er sikkert: Jeg kan næsten ikke vente, til jeg får fingrene i Costumes juli-nummer, som kommer i butikkerne på torsdag. For mig er Costumes forsider ligesom legemliggørelsen af årstidernes skiften. En mere statisk én end den, der foregår lige udenfor mit vindue, selvfølgelig. En man kan gemme og finde frem igen, når årstiderne ikke lige er med en. Og denne forside får det til at boble helt ud i fingerspidserne. I hvert fald mine.
Billede: Costume nr. 87, fra www.costume.com

Det er vel også bare et bal...

Så sidder man dér i Århus. Og kommer nogle gange bare ingen vegne. Misforstå mig ikke, jeg ELSKER Århus og har på ingen måde lyst til at flytte herfra! Men en aften som i aften gad jeg godt være i København. Der er nemlig bloggeraften hos Friis & Co., og her sidder jeg, ironisk nok forhindret af et par bælter. Men der kommer jo nok en anden gang. Jeg må huske at tjekke, om der sker noget, når jeg tager til Kings Of Leon-koncert i juli. Det kunne jo være super hyggeligt at møde nogle andre bloggere!
Billede: Eugenio Recuenco for Vogue España

OMG

1: Jeg er ikke særlig stolt over at bruge denne overskrift...
2: ... Ikke mindst, fordi dette indlæg handler om noget så banalt som Gina Tricot.

Men jeg var altså et smut forbi Astrid P og læste, at Gina Tricot åbner butik i Århus til efteråret. Kan det virkelig være sandt? Det er nok begrænset, hvad jeg ville købe der, men en gang imellem er det altså rart at have et ultra billigt alternativ til for eksempel meget flygtige tendenser eller ting, som man på forhånd ved, man kun vil bruge få gange. Eller leggins. Eller lidt pænt tøj at male/hænge ud i sengen/gøre rent i. Okay, måske er det ikke særlig begrænset alligevel. Men så dobbelt yay, da!

mandag den 1. juni 2009

Colour me happy

Hvor er det skønt at kunne nyde sin lange weekend i sådan et vejr! Jeg er så opfyldt af lykke, at jeg gladeligt går rundt og rydder op - for alvor! Og jeg skal beherske mig for ikke at lave udråbstegn efter hver eneste sætning, jeg skriver. Endelig kan man få lidt sund kulør i kinderne. Og jeg mener faktisk af solen, ja. Jeg er nemlig af den overbevisning, at det er direkte usundt at smøre sig ind i faktor 20 året rundt. Selvfølgelig skal man ikke overdrive solbadningen, og jeg følger gerne sundhedsstyrelsens solråd. Men jeg er altså ved at kløjs i sodavandsisen, når diverse mode- og kvindemagasiner skriver, at det er vigtigt at smøre sig ind i en høj faktor - hele året, også selvom man primært er indendørs. Come on, altså... Til gengæld var jeg ret begejstret, da jeg fik en mail fra Hill & Knowlton, fordi de ville sende mig en gratis prøve på Dove's nye bodylotion med selvbruner og solbeskyttelse faktor 15. I pakken var også en udgave til mørkere hud, som jeg straks gav videre til min mor, og den almindelige bodylotion med selvbrunende effekt, uden solbeskyttelse. Jeg har tidligere brugt sidstnævnte, fordi mine ben af en eller anden grund har utroligt svært ved at få farve, så den var jeg glad for at få mulighed for at bruge igen, helt gratis. Og til de første hårde solskinsdage på legepladsen i vuggestuen har jeg været virkelig glad for versionen med solbeskyttelse. Jeg synes, det er en super god løsning, når jeg skal være på arbejde en hel dag. Og det bliver det sikkert også hen over sommeren, i hvert fald på benene. Så må jeg have fundet mig en solcreme uden selvbruner til resten, for efter denne weekend er jeg faktisk allerede ved at være godt med hvad angår farve i kinderne. På den helt naturlige måde!
Billede: Det er ikke svært at sælge mig ideen om det cool i en solhat. Jeg kan desværre ikke huske, hvor billedet er fra.

Fristet

Jeg er virkelig (virkelig!) tæt på at trykke ADD TO CART på denne fantastisk fine kjole fra Babooshka Boutique. Den er jo ikke engang dyr eller noget. Fandt den på childhood flames, som i øvrigt er en af mine yndlings-blogge. Camille har en sindssygt sikker stil for en pige i så ung en alder. Og ja, jeg burde nok ikke - men jeg tror, jeg gør det...
Billede: childhood flames