mandag den 17. januar 2011

At spille sine kort godt / Elin Kling for H&M

Jeg har altid haft stor sympati for Elin Kling. Midt i en verden af selvoptagne, alt for seriøse unge bloggende piger i outfits, som ingen ville kunne tage seriøst en eftermiddag på Strøget, har hun altid virket nede på jorden og uhøjtidelig. Hun har ikke været bleg for at dele fejltagelser (også de modemæssige) med alle sine læsere. Og hun har på en eller anden måde formået at udvise stor seriøsitet omkring sit arbejde, så man faktisk har fornemmet noget mere, end den glamourøse overflade. Og samtidig har hun nu fået opbygget sig et så stort navn indenfor mode- og blog-verdenen, at hun hænger ud med de andre blog-spidser og nu altså har designet en kollektion for H&M. Igennem det seneste år - og i takt med den stigende succes - er de søde, private historier langsomt men sikkert nedprioriteret til fordel for mere tænkte billeder af dagens outfit, rejseberetninger, modeuger osv. Ligeledes er stilen over lidt flere år blevet meget mere avantgarde. Da jeg begyndte at følge hendes blog i 2007 lignede hun stort set alle andre i løse kjoler, store tørklæder og kernelæderstøvler - for et halvt år siden skabte hun international debat om dette outfit. Men de er der stadig, de ydmyge historier. Og nu er det pludselig gået op for mig, hvorfor den gode Elin Kling egentlig er så god.
Efter min mening er Elin Kling meget bevidst om stort set alt, hvad hun foretager sig. Når hun virker sød og klodset og lidt naiv i sin blog og i de optagede programmer, hun har været med i, så er jeg ikke i tvivl om, at det er en del af hendes personlighed. Men jeg er heller ikke et gran i tvivl om, at hun spiller sine kort rigtig, rigtig godt! Hun er smilende og fjollet, når det gavner hende mht. læserne, og modsat cool og poserende, med håret sindrigt/tilfældigt skubbet ned foran ansigtet og sammenknebne øjne, når modeverdenen ser på. Som nu forleden, da der var Elle-galla i Sverige. Eller til modeuge i New York. Da hed det sig, at hendes fødder gjorde alt for ondt efter en lang dag i stiletter, så hun var nødt til at tage slidte Converse på til modeshow. Hvad ville de andre dog ikke tænke. Og sjovt nok elskede streetstyle-fotograferne det. Kald mig bare konspirationsteoretiker, men det vidste hun godt på forhånd. Hun ville gerne have det look, som hun endte med at have, men følte alligevel et behov for lige at dække sig ind. Man er jo trods alt bare en pige fra landet.
Og med den kollektion, som hun nu har designet for H&M, mener jeg, det samme gør sig gældende. Altså bevidstheden om, hvad hun foretager sig. Her har Elin Kling VIRKELIG spillet sine kort rigtigt. Risikoen for at blive for mainstream er til at tage og føle på, når en kendt stilfuld person skal lave mode til masserne. Så skal personens ekstraordinære stil passes til, så det bliver mere anvendeligt, og der skal være noget for alle. Men nej, ikke når Elin Kling står bag. Her bliver der tale om bukser, med benene slæbende en god skolelinealslængde hen ad gulvet - og det er altså på hende selv, med modelben og høje hæle. Som hun selv siger, kan hun godt lide, at de bliver lidt beskidte. Ligeså en aftenkjole, som slæber hen ad gulvet og med slids op til hoften. Og et smalt jakkesæt i et skinnende, hvidt materiale, som vil få alt over en størrelse 34 til at se helt forkert ud.
Og det er dét, jeg synes, er så genialt. Elin Kling får manifesteret sig som en designer, der bruger sin fantastiske stilsans til at skabe noget ekstraordinært, noget eksklusivt. Hun giver folk det, de faktisk vil have (uagtet at det ikke klæder dem): nemlig hendes stil - i stedet for det, folk selv tror, de vil have: mere af det, de allerede kan købe alle andre steder. Og hun ved godt, at folk alligevel kommer til at ligge i kø for at anskaffe sig tøjet. Selvom hun (her er jeg frisk på et væddemål!) helt sikkert kommer til at blogge flere dage i forvejen om, hvor nervøs hun er, og hvordan hun drømmer, at hun går ind i en butik, og så hænger alt tøjet urørt tilbage, mens folk stormer forbi. Ligesom hun efterfølgende vil skrive, hvor overrasket hun er, over at det hele blev udsolgt så hurtigt og slog alle rekorder, og at hun jo bare er en lille pige fra landet - at det er meget mere succes, end hun nogensinde havde regnet med at få - og tak til alle læserne. Misforstå mig ikke. Hun er jo en lille pige fra landet, og hun er da ganske givet nervøs, når hun stiller sit arbejde til skue for verden, ligesom alle vi andre er det. Men hun har selv skabt sin succes, og hun ved, hvad hun gør. Det er dét, der i mine øjne gør hende til den største lige nu.
Billede: Elin Kling

onsdag den 12. januar 2011

Fantastiske basis

Denne kjole er så anvendelig og enkel, og samtidig så fantastisk, at jeg næsten kunne overveje at bruge de 148 pund på den, som den koster på udsalg på thecorner.com. Det er sådan, mit forår (og år og liv) skal være. Enkelt, anvendeligt og fantastisk.

torsdag den 6. januar 2011

Kærlighed

I ved godt, at jeg synes det. Der findes ikke noget finere end kærlighed.
Billede: Eleonore

onsdag den 5. januar 2011

Marrakesh


Pludselig kribler det i fingrene for at bestille en pudderfarvet læderturban fra Carin Wester. Hvorfor? Aner det ikke, udover at den er fin! Efter et kig på hendes webshop overvejer jeg også, om jeg måske skulle spare lidt sammen til at købe noget fra hendes hånd i det nye år...?
Billede: Fashion Flash