Forbilleder

Jeg tror, alle har brug for forbilleder - både virkelig og uvirkelige - for at distancere sig fra sig selv. Det er det der med at se sig selv udefra. Det er nemmere, når man ser det på andre først. Sådan har jeg det i hvert fald. Ikke forstået på den måde at jeg har brug for at kopiere andre. Men når man for eksempel er nervøs for, at andre ikke vil kunne lide, hvis man gør sådan og sådan, så hjælper det at se på andre og mærke, hvad man selv tænker om dem. Som sagt, sådan har jeg det i hvert fald.

Den uvirkelige
Miroslava Duma. Det er nok de færreste, der gør sig forhåbninger om nogensinde at få en stilsans som hende. Og et budget og en garderobe som hendes, i øvrigt. Men hun har overbevist mig om, at min forkærlighed for feminint, klassisk tøj, er i helt rigtig og ikke behøver at betyde lyserødt fra top til tå. Og det er jeg glad for, for den tanke kan jeg ikke klare.

De virkelige
Cecilia Blankens (billedet) og Ebba von Sydow. De har på den anden side overbevist mig om, at min forkærlighed for mode, stil og pæne ting sagtens kan forenes med intelligens og en karriere med et andet indhold. Og at mand og børn ikke behøver at betyde enden på det stilfulde og samfundsinvolverede liv (engang).

Er pels en by i Rusland? For mig, altså...

Min kamp imod at være "for" feminin er efterhånden ikke-eksisterende. Før har jeg tænkt meget over, hvad jeg ville udtrykke med mit tøj, og ville helst ikke se for sød ud. Men nu er jeg blevet meget bedre til at mærke efter, om noget føles rigtigt i stedet. Den store prøve bliver vel, når jeg om lidt skal ind og prøve en pelsjakke fra H&M. Jeg synes stadig, det er svært at vurdere, om man bare ser lidt over-the-top ud i pels, især når man ikke er så stor... Nogen kan jo faktisk bære det! Hvorom alting er, så vil jeg lige nu bare se nogenlunde ud som den russiske fashionista Miroslava Duma.

Billede: Husker ikke...