Jeg er - langt om længe - kommet i gang med at se The City. Og efter 3 afsnit er jeg afhængig! Altså, det er jo på ingen måde intellektuelt udfordrende, men det er måske netop det, der gør det så fantastisk. Det handler om piger på min egen alder, der har de samme problemer og tænker over de samme ting som jeg. Og så gør de det bare lige i tøj og tilbehør, som jeg kun kan drømme om. Alligevel giver det én fornemmelsen af, at det ligeså godt kunne være én selv. Det tyder på, at genkendelse og uopnåelighed danner den helt rette dynamiske sammensætning. Og når jeg tænker nærmere over det, er jeg sikker på, at det ikke kun gælder tv-serier...Men man kan jo også bare nøjes med at nyde synet af de smukke, unge, rige mennesker i fantastisk tøj.
Billede: MTV
Kunne ikke være mere enig. Jeg er gået i gang med at se den for anden gang, puha. Det gør mig nok ikke ligefrem klogere, men jeg tror, det er kombinationen af genkendelse og uopnåelighed som du så fint beskriver. Og nej, det gælder ikke kun i forhold til tv-serier.. :)
SvarSletAnne Sofie: Jeg er heldigvis kun nået til afsnit 5 eller deromkring, så jeg har mange timers påskeunderholdning til gode :)
SvarSlet