torsdag den 16. september 2010

Gør det nu bare

Måske... har jeg nu fundet formlen for, hvordan jeg passer ind her.
Da jeg sidst stoppede med at skrive, var det, fordi jeg ikke kunne forlige mig med billedet af mig selv som en del af blogger-verdenen. Altså, den modebloggende, ukritiske, selviscenesatte blogger-verden. Jeg synes faktisk, den for det meste er direkte spændende at følge med i - men jeg kan ikke bidrage på dén måde. Og hvordan tackler man lige det? At være fascineret af og interesseret i mode på et meget højere plan end de fleste i min omgangskreds. Mode er jo overfladisk. Jeg tacklede det slet ikke. Jeg fulgte en masse blogs mere eller mindre i skjul, og kun min kæreste kendte til min egen blog - uden dog nogensinde at få lov til at se den. Jeg skammede mig lidt. Eller, jeg var i hvert fald ikke stolt. Men på det seneste er noget faldet på plads for mig.
Jeg har fundet ud af, at jeg er en tolerant og alsidig person. En alt-med-måde-person. Hende, der siger "Én fugl i hånden er bedre end ti på taget". Der ser tingene fra alle sider for at træffe den rigtige beslutning. Man skulle tro (hvilket jeg også gjorde), at det er svært, når man samtidig gerne vil have mange bolde i luften og følge med i det hele. Men det er alligevel gået op for mig, at min interesse for alt det overfladiske bare er ét aspekt af min interesse for samfundet. Og modebloggene har været et meget nærliggende sted at følge med i, hvordan andre lever deres liv. Dér, hvor åbenbaringen* kom, var da jeg begyndte at beskæftige mig meget mere med andre ting. Som for eksempel mit studie. Og mit liv. Pludselig dalede interessen for rigtig mange af bloggene. Og jeg læste alting på en anden måde. Kritisk.
(Klogt, synes jeg selv).
Pointen er, at jeg nu føler mig meget mere som et helt menneske. Med noget på hjerte. Da jeg for lidt siden traf beslutningen om at tage tråden op igen herinde, læste jeg alle mine gamle indlæg igennem for at se, om jeg nu kan stå inde for at lade folk, jeg kender, kende bloggen. Jeg har trods alt skrevet nogle ret personlige ting fra tid til anden. Og det var svært at læse nogle af de gamle indlæg og tænke på, at der måske rent faktisk er nogen, der kommer til at læse dem. Men de indlæg, der var allermest pinlige at læse, var dem, der ikke handlede om noget**. Jeg kunne ikke genkende mig selv i dem.
Så velkommen til nye og gamle læsere. Jeg glæder mig.

*Ja, lad os da bare være store i slaget.
**Det vil sige meningsløse opremsninger af tøj og sko, som jeg faktisk bare havde postet, for at vise et eller andet

3 kommentarer:

  1. Spændende :) Jeg glæder mig også..

    SvarSlet
  2. Jaaa, jeg glæder mig også, Anne, og jeg synes, det er nogle spændende overvejelser, du gør dig. Jeg har selv haft det meget på samme måde - at jeg ikke har kunnet retfærdiggøre min interesse for mode (som nu også er aftaget en del - i længere perioder, i hvert fald).
    Så det her var virkelig interessant at læse!

    Underligt som man kan "savne" folk, man ikke kender. Eller i hvert fald dine skriblerier :)
    Godt, at du er her!

    SvarSlet
  3. Hvor er det dejligt at høre, begge to!

    Anne Sofie: Det lyder, som om vi fortsat følger samme spor :)

    SvarSlet