11. december - Mine søskende

Tja, det bliver vel lige lovligt privat, hvis jeg skriver noget alt for konkret nu. Så jeg holder mig til det, man i retorikken kalder platheder. De er nu engang oftest mest rammende for de vigtigste ting her i livet. Og det er passende nok netop dét, mine søskende er. Jeg sætter mere og mere pris på dem. Som små var vi vist mest glade for hinanden, fordi vi aldersmæssigt er meget tætte. Men som årene går, går det også op for mig, hvor tætte vi er på alle mulige andre områder. Så indser jeg, at mine søskende faktisk også er nogle af mine allerbedste venner. De er i mine tanker hver eneste dag. Jeg kan sidde og se noget i fjernsynet og komme til at tænke på en af dem, fordi jeg bare ved, at han eller hun sidder og ser det samme, og tænker akkurat det samme som jeg. Jeg har et helt specielt bånd til hver og én af dem. Jeg ved, at vores forældre har givet os den gave at hjælpe  os til at blive selvstændige mennesker, så vi en gang også kan klare os uden dem. Selvstændige mennesker med stærke familiebånd, forstås. Jeg tror, vi er hinandens grundsøjler. Så selvom stærke mennesker ofte (uundgåeligt) udfordrer hinanden, så er vi ikke helt det samme uden de andre. Det er ikke helt den samme familie, der sidder om bordet, hvis en af os ikke er hjemme til middag. Og så videre.