Viser opslag med etiketten Costume. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Costume. Vis alle opslag

torsdag den 31. december 2009

Dedikeret

Jeg har en kæmpe stak af gamle Costume-numre liggende hjemme på mit gamle værelse. De var simpelthen for tunge at slæbe med, da jeg flyttede, så kun de allervigtigste (og seneste) numre klarede udvælgelsen. Men efter at denne måneds nummer var landet i postkassen, sagde jeg mit abonnement op. Flere års trofast Costume-læsning er sandsynligvis ved vejs ende. Først og fremmest af økonomiske årsager. Men også, fordi jeg oplever, at der efterhånden er andre magasiner, jeg ligeså gerne vil læse. Magasiner, som også fokuserer på kultur og livsstil - og det i langt større format end Costume af og til gør. Det skal måske lige nævnes, at det altså ikke er den slags med parforholds-tests og læsernes pinlige historier. Sådan noget er sjovt nok i bilen på vej til Grækenland, men det føder altså ikke min hjerne tilstrækkeligt til hverdag. Nej, jeg er begyndt at have et stort behov for at leve i verden. At læse bøger, se film, måske gå på en udstilling en gang imellem eller i hvert fald læse om den. Finde fine ting til at indrette mit hjem med. Og selvfølgelig, SELVFØLGELIG at læse om mode. Men moden skal ikke være så eksplicit. Det skal jo være en del af mig og alt det andet. Det er det, mode er for mig.
Så med 2009 siger jeg farvel til et gammelt jeg, som i og for sig ikke har været der i lang tid. Nu er det tid til at gå videre.
Billede: costume.dk

fredag den 12. juni 2009

Ude af drift

Puha... ramt af en form for vuggestue-virus. Indtaget siden i går klokken 13:
1 kop kaffe
1 revet æble
1 cola
En håndfuld pistacienødder
3 kiks med ost
De to sidste punkter er vel at mærke først kommet til inden for de sidste par timer. Jeg har med andre ord ligget i sengen rigtig længe og prøvet på ikke at bevæge mig. Forfærdeligt. Til gengæld har jeg haft god tid til at læse det nye nummer af Costume, som jeg skrev om i sidste uge. Og det er dælme godt, når man ligger helt nusset og med uvasket hår og føler sig ret grim. Så kan man ligge dér og overveje hvad man vil gøre, når man igen er i stand til at tage et bad. Det vil jeg så fortsætte med nu. Og så håber jeg på at vende tilbage, lidt mere inspirerende, snart!

tirsdag den 2. juni 2009

Årstider og forsider

Jeg ved ikke, hvad det er med mig og årstiderne. De kan gøre mig så ufattelig lykkelig, at jeg føler mig helt nyforelsket. Især den første fornemmelse af, at en ny årstid er kommet (eller på vej). Jeg vil ikke engang begynde at prøve på at beskrive det nærmere. Det kan godt gå hen at blive grænsende til kvalmt for folk, der ikke forstår det, og det ved jeg ikke, om der er nogen, der gør. Er der? Men ét er sikkert: Jeg kan næsten ikke vente, til jeg får fingrene i Costumes juli-nummer, som kommer i butikkerne på torsdag. For mig er Costumes forsider ligesom legemliggørelsen af årstidernes skiften. En mere statisk én end den, der foregår lige udenfor mit vindue, selvfølgelig. En man kan gemme og finde frem igen, når årstiderne ikke lige er med en. Og denne forside får det til at boble helt ud i fingerspidserne. I hvert fald mine.
Billede: Costume nr. 87, fra www.costume.com

torsdag den 2. april 2009

Possibly perfect

Denne jakke er fra Matthew Williamsons kollektion for H&M, som kommer d. 23. april, og muligvis det bedste bud på den perfekte læderjakke, jeg nogensinde har set. Desværre må jeg finde mig i et skema, der byder mig at møde klokken 9.15 hver torsdag morgen. Altså kan jeg nok godt skyde en hvid pind efter den... øv.
Billede: www.costume.dk