3. december - Mine forældre

Det her indlæg tog mig uventet lang tid at skrive. Mine forældre er almindelige. Og ret ualmindelige. De er sådan nogen, som alle i lokalsamfundet ser op til og gerne vil gøre kunsten efter. Med en stor, ualmindeligt velopdragen børneflok. Stor, ualmindeligt velholdt villa. Mange - ualmindeligt mange - ugentlige arbejdstimer. Tænk, at de har kunnet få det til at hænge sammen, og alligevel altid har haft overskud til at hjælpe alle andre - for det har de!
Mine forældre mødte hinanden en sen nattetime på en bar og blev gift ikke så længe efter. Bare sådan. Det er en holdning til livet, som de har holdt ved i mange år. Ikke sådan forstået, at de er decideret impulsive eller skødesløse. Nej, alting er særdeles velovervejet. Og hvis det ikke er, så er de ualmindeligt sikre på, at det er rigtigt alligevel. De kender nemlig sandheden. Det kan være ualmindeligt hårdt at være barn af sådan nogle forældre, når man ikke selv er sikker på noget som helst. Først da jeg endelig fandt ud af, at min sandhed også gælder, blev det hele meget nemmere. Men det kunne de jo sådan set ikke gøre for.
Det tog mig ualmindeligt lang tid at indse dette... men på trods af alle de høje forventninger om at være ligeså ambitiøs og arbejdsom som de selv er, så tror jeg, at det allervigtigste, mine forældre har lært mig, er... at det vigtigste i livet er at være et godt menneske. Og det er helt sikkert ikke tilfældigt.