2. december - Min første kærlighed

Min første kærlighed. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde siden har været så forelsket. Så helt igennem forelsket, med bankende hjerte og rystende hænder og brændende kinder. Han gik i parallelklassen. Vi gik vel i syvende eller sådan noget. Han var enspænderen, som var god til matematik og den slags (tror jeg) og ikke gik op i øl eller fester eller piger. Heller ikke mig (tror jeg). Fordi han var dreng, gjorde det ikke noget, at han mest gik i træningsbukser, som var lidt for korte, og tilbragte Blå Mandag foran en tv-skærm. Pigerne fniste af ham, og syntes, han var lidt mærkelig. Drengene var ligesom bare ligeglade og snakkede med ham alligevel. Men han var ikke sådan én, som blev inviteret med til festerne. Det var jeg heller ikke. Så der sad vi, på hvert vores værelse, og var alene. Og jeg syntes, at alt ville være meget bedre, hvis vi bare sad der sammen.
Når vi havde undervisning sammen, var vi de bedste venner. På den der lidt kejtede syvende klasse-måde. En halvhård bemærkning sagt med et skævt smil under røde kinder og hastigt flygtende øjne. Små fysiske drillerier - et hugget kladdehæfte eller et puf i siden - som på en og samme tid virkede frygteligt tæt på og slet ikke nær nok. Det var bare, som om vi havde en særlig forbindelse, som ingen andre forstod. Ligesom. Men det gjorde de. Alle talte om det. (Måske også fordi jeg var så forelsket, at jeg ikke kunne lade være med at tale om det). Alligevel skete der aldrig noget. Andet end at jeg kendte hans skema ud og ind og gik en omvej, blev hængende lidt længere eller kom for tidligt ved enhver given lejlighed. Dagligt. Bare for at få et glimt at ham. Og måske - måske - mærke hans blik på mig. I næsten tre år.

For kort tid siden så jeg ham i universitetets boghandel. Lige da gik jeg i syvende klasse igen. Jeg mærkede, at han så mig og genkendte mig. Og da jeg trak min cykel hjemad så jeg ham gå på den anden side af gaden og kigge over på noget. På mig. Ham, min første kærlighed.