torsdag den 2. december 2010

1. december - Om mig

Jeg er 23 år og tre og en halv måned. De første 23 år har stort set været lykkelige. På sin vis. En lille grad af social fobi har åbenbart altid ligget og luret i baghovedet, og gjort alting meget sværere, end det egentlig behøvede at være. Jeg har jo godt vidst det. Altså vidst, at jeg ikke altid havde lyst til at tage nogen steder. Arbejde, skole, fester. Jeg fornemmede bare en helt oprigtig modstand og uro i hele min krop. Og det gjorde mig så ked af det. For jeg troede, at det bare var mig, der var doven og ikke gad noget. At det var, fordi jeg kun kunne finde ud af at sidde derhjemme på mit værelse, helt alene. At hvis jeg faktisk tog afsted, så ville jeg nok mest være en belastning for de andre, der var der.
Og så var der en dag en, der satte ord på min modvilje. Social fobi. Ikke meget. Lidt. Nok til at gøre hverdagen til en lille kamp og de hårde dage til store udfordringer. Men jeg fik sat ord på det, og pludselig føltes det ikke længere, som om det var en medfødt del af, hvem JEG er. Det var noget, jeg kunne lægge fra mig, eller i det mindste trumfe. Jeg kunne pludselig skelne imellem de dage, hvor dét gjorde mig urolig og ked af det, og de dage, hvor jeg helt oprigtigt bare havde lyst til at sidde derhjemme og læse bunker af blade eller stå og kigge ind i mit skab i timevis. Og større endnu; jeg indså, at jeg faktisk er et meget socialt menneske. At jeg elsker at være sammen med andre eller bare være ude i verden og iagttage den. Pludselig turde jeg sige noget i undervisningen, selvom jeg godt vidste, at mit hjerte ville banke med dobbelt hastighed i nogle minutter derefter. Jeg kunne notere mig det med interesse: "Nå, mit hjerte slår stadig."
De seneste tre og en halv måned har været gode, selv når de ikke har været det. Jeg er ikke længere min egen værste fjende. Nu ved du det om mig.

1 kommentar: